30. juni 2010 DGS: Forkert at oprettegymnasium for tosprogedeAf Lisbeth WissingDet er helt forkert at oprette et privat gymnasium udelukkende for tosprogede elever. I stedet skal det offentlige uddannelsessystemet sikre, at alle unge, der vil, har mulighed for at tage en gymnasial uddannelse. Det fastslår formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Frederik Gjørup Nielsen i en pressemeddelelse i forbindelse med planerne om oprettelse af Københavns private Gymnasium, der som omtalt i det seneste nummer af Gymnasieskolen er godkendt i Undervisningsministeriet og ventes at starte om et år. Ideen til det nye gymnasium er opstået i de tyrkiske miljøer omkring Hay Skolen i København og den dansk-tyrkiske arbejdsgiverforening, DATIAD. Ifølge formanden for bestyrelsen for Københavns private Gymnasium, Engin Mor, skal det nye gymnasium sikre, at flere tosprogede elever fortsætter i gymnasiet. Bl.a. skal de tilbydes ekstra lektiehjælp og samtidig vil man sikre et tæt samarbejde med forældrene. Frederik Gjørup Nielsen ser udspillet til det nye gymnasium som en klar udløber af den aktuelle diskussion om fordeling af elever, hvor tendensen går i retning af A- og B-gymnasier, hvor de socialt stærkeste elever samles på de samme gymnasier. ”Hvis vi i fordelingen af elever på gymnasierne sikrer, at der ikke er eliteskoler, der håndplukker de socialt stærkeste elever, vil det give en bedre skole for alle og gavne de elever, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem. Samtidig vil det give en mere varieret elevsammensætning, hvor der er plads til forskellighed, også til gavn for de elever, som kommer fra hjem med bøger på reolen og diskussioner over middagsbordet,” hedder det bl.a. i udtalelsen fra DGS-formanden.