| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
14. juli 2010
DANSKTunge drenge og tyngede kvinder
Overskudslæsning for dansklærereRomantikkens Forfatterinder, 1-3af Lise Busk-JensenGyldendal
1.858 s., 899 kr.Vor tids temperamentaf Peer E. SørensenGyldendal
392 s., 379 kr.
GyldendalGrund og Bølgeaf Peter Michael LauritzenGyldendal
896 s., 600 kr.Hørbylundemandenaf Stefan KjerkegaardAarhus Universitetsforlag
197 s., 198 kr.En gang imellem skal man tage den nødvendige tid og læse tykke og/eller vægtige bøger. Jeg anbefaler i det følgende nogle stykker til opgradering af det faglige overskud.
Vi tager dem kronologisk efter emne og begynder med »Romantikkens Forfatterinder«, Lise Busk-Jensens disputats i to solide bind og et gedigent registerbind. Det er intet mindre end en kraftpræstation: En meget grundig opsporing, analyse og perspektivering af kendte som ukendte tekster af kendte som ukendte kvindelige forfattere i romantikken, serveret i et læservenligt, flydende sprog. Hertil kommer det rent ud fantastiske registerbind, som åbner en guldgrube af muligheder for nye tekstlæsningsmuligheder både i skolen, men sandelig også derhjemme.
Lise Busk-Jensen vælger i titlen betegnelsen forfatterinder frem for »kvindelige forfattere«, og jeg opfatter det som en pointe: betegnelsen kvindelig forfatter underforstår, at »forfatter, det er noget, mænd kan være«, og hvis forfatteren har et andet køn, så må man gøre meget tydeligt opmærksom på det. Forfatterinde og forfatter kan (modsat amtmand/amtmandinde!) derimod læses som to ligeværdige betegnelser, der er hunner, og der er hanner. Måske får vi på denne måde allerede i titlen en antydning af et væsentligt element i Busk-Jensens analyse: Den gruppe af skrivende kvinder, hun beskæftiger sig med, er lige så interessante, lige så »gode«, og for forståelsen af baggrunden for væsentlige sider af det moderne gennembrud lige så betydende som de »rigtige« forfattere. Det spændende er så, at værket får kastet lys over hele det område af tilværelsen, som ellers kun idealiseret og idylliseret kendes fra forfatterne, nemlig intimsfæren – som f.eks. i Chr. Winthers kærlighedslyrik. Intimsfæreerfaringer set fra kvindens side er ikke hverdagskost i den litteratur, vi kender fra antologierne. Jo, vi kan nok finde en stump af »En Hverdagshistorie« og et enkelt brev fra »Clara Raphael«, men som regel skal vi op til Amalie Skram og det moderne gennembrud, før det batter noget. Her er til gengæld et langt bredere udvalg muligt, takket være Pil Dahlerups indsats med disputatsen »Det moderne gennembruds kvinder« og de tilhørende antologier. Men med Busk-Jensens værk får vi adgang til viden om (og lyst til at læse! ) det andet køns litteratur i romantikkens periode, for »De to køns litteraturer udgør tilsammen periodens litteratur, men vi kender kun det ene køns. Formålet med afhandlingen er, at vi også skal lære det andet køns litteratur at kende, så den kan finde sin plads i en litteraturhistorie for begge køn« (I, s.75). Men det er vigtigt for Busk-Jensen at nuancere det feministiske projekt, og det gør hun med en beroligende metodisk bemærkning: »Kønnet er kun én side af kvinders tekster, det skal ikke skygge for de øvrige« (I, s.75). Men det viser sig jo i løbet af afhandlingen, at samtlige temaer og pointer er funktioner af kvindens rolle som moder, husmoder, elskerinde, guvernante etc., altså køn – både som biologisk og som sociologisk realitet. Og sådan må det selvfølgelig være, når kvinden skulle skrive sig op imod en (mandligt domineret) litterær institution, der har betydelige blinde pletter. Den typologi, Busk-Jensen bruger i sin ordning af det store episke materiale, hun har brugt, afspejler det samme forhold: Hvis vi holder os til romanen/den lange fortælling, som er grundstammen i afhandlingen, betegner de tre hovedgenrer også en udvikling i intimsfære og kønspolitik 1900-tallet: Først behandles intimsfæren fra et traditionelt, patriarkalsk synspunkt: Kvinden accepterer rollen som den passive hustru, men peger på sin erfaringer i »ægteskabsromanen«. Dernæst ses familien fra sidelinjen i »guvernanteromanen«; her kan fortælleren/hovedpersonen beskrive og analysere hvad familien er for en størrelse – uligheden træder tydeligere frem og ekspliciteres.
Endelig, op imod og i det moderne gennembrud, kommer »emancipationsromanen«. Af disse tre romantyper er den midterste, »guvernanteromanen«, måske den mest interessante. Den er en mellemting, er bevidst om mange undertrykkende forhold ved familestruktur og samfund, men har svært ved at bryde med det fastslåede og fastlåste intimsfærebillede. Samtidig er guvernanten en ny tids kvinde, for så vidt at hun ( som oftest af nød ganske vist) har et lønarbejde, der sætter hende i stand til at have et eget liv – uden for ægteskab og familie.
Bogen bør findes alle steder, hvor der undervises i litteratur, for Lise Busk-Jensens kolossale arbejde med at finde, læse, analysere og formidle de mange værker af forfatterinder i 1800-tallet er ikke kun et forskningsmæssigt gennembrud (»det mest bemærkelsesværdige i mands minde«, hedder det i Søren Schous anmeldelse), men en gave til udvidelse og fornyelse af repertoiret i danskundervisningen (at der også er indbygget en diskussion af, hvordan der kanoniseres i litteraturformidlingen, nævner jeg blot parentetisk; den tager vi en anden dag). Samtidig er det meget underholdende, ja spændende at læse om de mange fascinerende forfatterinder og deres liv og levned. I sig selv en mentalitetshistorie om 1800-tallet – nu med (et andet) køn!
Vor tids temperament
Fra de tyngede kvinder til de tunge drenge: Det viser noget om Herman Bangs rigdom og slidstyrke, at han stedse kan fremkalde nye behandlinger. Med »Vor tids temperament« får Peer E. Sørensen belyst en række sammenhænge og detaljer i Bangs værk, som også i vores afdeling af det litterære kredsløb kan give stof til nye eftertanker og måske ligefrem nye pædagogiske tilgange i undervisningen. Der er f.eks. »Studier« kalder Peer E. Sørensen beskedent, men præcist bogen: Bangs forfatterskab belyses fra forskellige sider, og især to aspekter fortjener opmærksomhed: Det biografiske og det æstetiske, som anskues sammenhængende og i en europæisk kontekst. Få forfattere har været så formbevidste og udtrykt sig så programmatisk stringent som Bang. En klassiker i undervisningen er »Lidt om dansk Realisme«, men Peer E. Sørensen får boret dybere og understreget det europæiske bl.a. ved at inddrage Maupassants forord til Pierre et Jean«, som blev trykt i »Ny Jord« i 1888. Her får vi realismens problem i destillat: »Hver af os danner sig altså simpelthen en illusion af verden (Â...) Og forfatteren har ingen anden mission end tro at gengive denne illusion med alle de kunstneriske midler, som står til hans rådighed og som han har lært«. Og det er denne opfattelse af verden som kaotisk – der er ingen sammenhæng og helhed – som Bang deler med den europæiske, moderne forfatter. Kunsten kan ikke ved andet end illusionisme beskrive verden. Og da kunstneren ikke kan påstå et fællesskab eller enhed, bliver hans egen krop, fortid og situation det eneste holdbare udgangspunkt. Bang forsøger så »at se sit eget kaotiske og nervøst reflekterede væsen som eksemplarisk for den nye tid og derfor som noget han kunne skrive om«. Denne kobling af oplevelse af splittelse og eksil på den ene side og litterær praksis og æstetiske refleksioner på den anden bliver i Peer E. Sørensens fremstilling en sammenhængende karakteristik af Bangs og forfatterskabets egenart. Bang som en af de tidligste beskrivere af moderniteten, hvor eksilet (i alle betydninger) er et grundvilkår. Den forståelige (men også historisk betingede) skepsis over for biografisk tilgang til forfatterskabslæsning er her afløst af en nuanceret og nøgtern inddragelse af Bangs faktiske liv og erfaringer. Han var, påviser Peer E. Sørensen, netop ved sin ekstreme personlighed, gådefuld og sfinxagtig med alt, hvad det indebar, modernitetens udtryk – »Vor tids temperament« som er det udtryk, Bang selv bruger om den fascinerende og gådefulde etc. franske skuespillerinde Sarah Bernhardt. Og Peer E. Sørensen viser med velargumenteret indsigt og analyse, hvor godt betegnelsen passer på Herman Bang.
Grund og Bølge
Peter Michael Lauritzens disputats om Erik Aalbæk Jensen er et imponerende værk. Ikke nok med at vi får en systematisk/kronologisk gennemgang af forfatterskabet. Gennemgange, der er lige til at bruge med mængder af uddybende information om værkerne. Nej, vi får også placeret forfatterskabet i tiden med litterære konjunkturbeskrivelser koblet med fortællinger om personlige relationer og deres betydning for forfatterens og forfatterskabets udvikling. Undertitlen på denne gigantpræstation er »En litterær, tids- og åndshistorisk studie i Erik Aalbæk Jensens forfatterskab«, og det er ikke overdrevet. I virkeligheden behøver man stort set ikke at læse andet for at få et billede af litteratur- og mentalitetshistorie i Danmark fra besættelsen og frem. Det er også et stort velkomment og velfortjent rehabiliteringsprojekt for Aalbæk. Han har været overset, ja næsten glemt i undervisning og formidling. Peter Michael Lauritzens indsats er altså på den ene side at vise, hvilken fremragende forfatter Aalbæk var, og så samtidig bruge værkerne til – nok fra en lidt anden vinkel end vi plejer – at skrive litteraturhistorie. Megen pædagogisk formidling af f.eks. det, der (noget provinsielt, måske) er blevet kaldt »modernismens tre faser« har haft en tendens til at udgrænse forfatterskaber som Aalbæks. Kanoniseringens tilfældigheder og ekskluderende effekt har også ramt Aalbæk, kunne man sige. Men det er der nu eftertrykkeligt rådet bod på. Bogen er så righoldig og overbevisende i sin argumentation, at den netop tåler modsigelse og diskussion. Kom bare i gang! Vi kunne f.eks. begynde i Aalbæks værker: Hvilke holder?
For en sikkerhed skyld: Det er klart, at skolerne skal anskaffe et eksemplar af Peter Michael Lauritzens disputats. Samtidig synes jeg, vi skal glæde os over, at forfatteren er gymnasielærer og bl.a. ved sin skoles velvilje har haft mulighed for denne kraftpræstation.
Hørbylundemanden
Som den sidste af de tunge drenge i denne ombæring vil jeg anbefale Per Højholt – eller rettere en relativt lille, men spændstig, velskrevet og vidende introduktion til forfatterskabet. Titlen, som bringer denne centrale outsider i familie med andre store og historisk betydningsfylde fund, er »Hørbylundemanden« – og det er (selvfølgelig) Højholts egen opfindelse: »Skulle man nogensinde fortryde, at man har ladet sig føde, eller blot synes at nu har det varet længe nok, så kunne man bare gå herop og lægge sig og nyde stilheden og udsigten, så længe det nu ville vare. Det må være et smukt sted at tørre ind. Hørbylundemanden« (Stenvaskeriet, 1995). Med dette citat fanger Kjerkegaard, hvad der efter hans mening er forfatterskabets kendemærke: Den muntre, men ikke useriøse bevidsthed om døden og dermed også livet, og hvad poesien gør for dette perspektiv. I citatet ligger vel også Højholts insisteren på en slags forbundethed med naturen. At tiden (og dermed altings endelighed) er til stede i Højholts tekster, er en ekstra stærk pointe, når man som Kjerkegaard læser forfatterskabet som et sluttet hele (ordet »fuldbragt« bruges faktisk) i lyset af dets slutning. Dette giver en utraditionel vægtning, men er for mig at se et fuldt forsvarligt valg, som giver en sjælden samling på et ellers broget og uhåndterligt forfatterskab. Kjerkegaard gennemgår forfatterskabets forskellige faser med eksemplariske analyser, og man får god inspiration til at komme videre end de mest slidte tekster som f.eks. Gitte-monologerne. Kjerkegaard har også, synes jeg, en væsentlig pointe ved at fremhæve Højholts rolle som »ærkemodernist« og (ikke mindst) referenceramme, inspirationskilde, ja, godfather for selv de yngste af nutidens poeter. Bogen er så svær, som man nu gør Højholt til, men ikke nørdet akademisk. Højholt for let øvede, kunne man sige. Hvis man vil have nøjere besked om bogen, end pladsen her tillader, kan man med udbytte læse Mathias Havelund Rasmussens anmeldelse i Standart marts 2010, s. 68 ff.Johan Rosdahl |
|
|
| |
|
