|
|
|
| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
14. juli 2010
KEMIEj blot for naturvidenskabsfolkNaturens tankelæser.
En biografi om Hans Christian Ørstedaf Dan Ch. ChristensenMuseum Tusculanums Forlag
Københavns Universitet. Bd. 1 + 2
1210 s., ill. og indb., 498 kr.Navnet H.C. Ørsted (1777-1851) bør være kendt af alle. Og der mangler da heller ikke litteratur om ham.
Forfatteren til dette store værk er ikke naturvidenskabsmand, men historiker. Bøgerne savner formler og reaktionsskemaer, men man kan mærke, at forfatteren har sat sig grundigt ind i Ørsteds forskning generelt og ikke mindst tidens ideer om kemi og fysik. Blandt Ørsteds største fortjenester var, at han blev udnævnt til professor i fysik ved universitetet. Han opdagede elektromagnetismen i 1820 og fandt fire år senere en metode til som den første at fremstille (ikke helt rent) aluminium. Han oprettede samme år Selskabet til Naturlærens Udbredelse. Og fem år senere oprettedes Polyteknisk Læreanstalt efter opfordring bl.a. fra Ørsted, som blev dens første direktør. Herudover kender vi ham også som indfører af en række navne og størrelser (ilt, brint og kvælstof samt vægt- og varmefylde).
Da Ørsted blev immatrikuleret på Københavns Universitet i 1794, var der ikke noget selvstændigt kandidatstudium i naturvidenskab overhovedet. Ørsted blev derfor uddannet farmaceut. Ved hans død i 1851 var der ud over den polytekniske læreanstalt oprettet et naturvidenskabeligt fakultet ved universitetet.
Men Ørsted havde ikke succes med alt. Han vendte i 1803 hjem fra en længere dannelsesrejse blandt andet til Paris »som en anden person, knækket videnskabeligt af det franske Nationalinstitut og personligt af jomfru Probsthein«. Han havde »kompromitteret sig« ved at tage den ungarske kemiker Winterls spekulationer alvorligt, og dermed bekræftede han »sine kritikeres dom om at være en halvforrykt mystiker«. Og herudover var en forlovelse røget efter hans flerårige fravær fra kæresten.
Bogens titel er ret beskeden. Det er ikke blot en biografi om Ørsted. Vi kommer langt omkring ham og hans samtid. Vi læser en del om hans kendte bror Anders Sandøe, men også om andre søskende. Det gælder således Niels Randulph, som faktisk blev sigtet for mord, fornærmelser og trusler. Han blev dømt og landsforvist, trådte i den russiske zars hær for at kæmpe mod Napoleon og mistede livet ved et slag ved Leipzig. Broderen Jacob karakteriseres som bedrager, og Herman nævnes for sine uindløste panter.
I 1824 udvandt Ørsted grundstoffet aluminium fra lerjord, uden at denne opdagelse blev »blæst op til noget særligt«. Tre år senere besøgte den tyske kemiker Wöhler ham og fik hans tilladelse til at gå videre med eksperimenterne med fremstilling af grundstoffet, da Ørsted ikke selv kunne afse tid hertil. Da den tyske kemiker kom hjem, forsøgte han at fremstille aluminium efter Ørsteds metode, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Wöhler arbejdede videre med sagen og fik fremstillet helt rent aluminium. Dette bevirkede, at det var ham, der i en årrække blev regnet for den, der først fremstillede grundstoffet, uden at Ørsted tilsyneladende lod sig mærke med det. Han havde åbenbart et ret afslappet forhold til prioritetsspørgsmålet. Christensen skriver i den forbindelse, at det er »påfaldende, at nogle af hans landsmænd ihærdigt har insisteret på, at Ørsted kom først – både i forbindelse med jubilæet i 1920 og siden hen«. Og: »De danske videnskabshistorikere har intet føjet til historien om aluminium andet end nationalstolthed«. Havde de nemlig gjort sig den ulejlighed at se efter i Ørsteds arkiv, ville de måske have fået øje på hans noter til en forelæsning fra 8. januar 1828, hvor han havde bemærket, at hans eget aluminium kan have indeholdt lidt »kaliær« (»ær« stod for metal i Ørsteds terminologi). Så her skal der tilsyneladende skrives lidt om i nogle kemilærebøger.
En af de ting om Ørsted, der har været diskuteret en del i eftertiden, er hans forhold til matematik. Han var næppe stærk i dette fag, hvilket bevirkede, at Newtons fysik blev indført så sent herhjemme. Faktisk var den newtonske fysik så tidligt som i 1763 blevet behandlet af Sorø-professoren Jens Kraft i det store værk »Forelæsninger over Mekanik«. Men Newtons love ses ikke i Ørsteds lærebøger. Hans efterfølger som professor i fysik ved universitetet var Carl Holten. I hans lærebog i mekanisk fysik finder vi heller ikke den newtonske fysik før i 1881.
Ørsted var ikke blot en stor naturvidenskabsmand, han var også »forskningspolitiker« og initiativtager samt satte sit personlige præg på det almene åndsliv i romantikkens tidsalder.
Bøgerne er let læselige og er efter min mening ikke blot for interesserede i fysik og kemi, men tillige for alle »kvalificerede lystlæsere«. De er uden tvivl det vigtigste materiale, der er udkommet om H.C. Ørsted og hans tid på dansk. Det illustrative materiale er stort og flot. De to bind bør stå på skolernes biblioteker – og det gør de allerede på min skoles – og de vil helt sikkert kunne finde anvendelse til SRP, SSO, AT og de andre spændende ting, som i dag er en del af vores dagligdag.
Korrekturlæsningen har generelt været fin, men Lavoisier hed altså Antoine Laurent til fornavn – ikke Antoine-Louis (s. 228).Børge Riis Larsen |
|
|
| |
|
