| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
2. juni 2010
DE KLASSISKE FAGFin Velleius-oversættelseVelleius Paterculus: En kortfattet romersk verdenshistorieoversat af Sebastian Persson og Thomas Eske RasmussenStudier fra Sprog- og Oldtidsforskning nr. 346
Museum Tusculanums Forlag
205 s., 175 kr. (online-pris 140 kr. på www.mtp.dk)Der er tale om den første oversættelse af historikeren Velleius Paterculus (ca. 20 f.Kr. – 30 e.Kr.) til dansk siden 1804. Når Velleius og danske læsere har måttet vente så længe, skyldes det, at Velleius i forskning og undervisning traditionelt har stået kraftigt i skyggen af historikere som Sallust, Livius og Tacitus, af hvilke han omkranses kronologisk. Dette er for så vidt forståeligt, eftersom Velleius kun i glimt excellerer i de historiografiske og litterære kvaliteter og psykologiske dybder, som de store historikere fra senrepublikken og den tidlige kejsertid er kendt for. Velleius skriver (som den tidligst bevarede romerske forfatter inden for denne genre) verdens- eller universalhistorie, hvilket betyder en interesse for andet end det rent romerske stof, skønt dette fylder langt mest i det bevarede. Et lignende projekt ligger bag Polybs historieværk, men Velleius er altså den første, der skriver denne type historie på latin. Vil man introducere eleverne til antik historiografi, kan Velleius med fordel bruges til at vise, hvordan en stoisk inspireret romersk historiker kan være storforbruger af exempla uirtutis og især i slutningen af værket også arbejder med skæbnen som en afgørende faktor i en historie, der ellers drives af store mænds bedrifter. Specielt for Velleius er netop de mange digressioner, som han føler sig forpligtet til at gøre, for at fortælle historien om denne eller hins gerninger. Han er selv opmærksom på, at dette giver en ujævn kronologi og giver indtryk af, at han blot vil fortælle om sine egne darlings. Han bekender sine metodiske synder og bemærker til gengæld: »en stråleglans der kan lyse klart uden at være antændt af en løgn, er ingen forseelse hos et retskaffent folk« (s. 148).
Nogen mønsterelev fra retorskolerne er Velleius ikke. Han skriver hurtigt, kortfattet og kronologisk springende (han undskylder selv for hastværket flere gange og nævner ambitioner om at skrive et større værk), men giver til gengæld et komprimeret overblik over lange historiske perioder. Samtidshistorien optager en meget stor del af værket, og det er her, Velleius har størst værdi som kilde til den tidlige kejsertid. Billedet af kejser Tiberius er et vigtigt bidrag til forståelsen af denne kejser, der mest huskes som en verdensfjern særling, en opfattelse præget af blikket gennem Sueton og TacitusÂ’ perspektivkasse. Hos Velleius er billedet anderledes. TiberiusÂ’ indsats i forbindelse med krige og oprør i Germanien, Pannonien og Dalmatien roses til skyerne og kontrasteres effektivt med beretningen om romernes nederlag i Teutoburgerskoven. Undervisere, der beskæftiger sig med dette slag i anledning af det nys overståede 2000-års jubilæum, må ikke snyde sig selv og eleverne for en læsning af de omgivende kapitler, der er et godt eksempel på, hvordan en hof-historiker som Velleius opbygger et historisk narrativ. Tiberius er den endegyldige redningsmand efter de seneste to århundreders moralske forfald, der ironisk nok startede med en anden Tiberius (Gracchus, læs blot de første kapitler af 2. bog).
Studerer man samtidens syn på den tidlige kejsertid med eleverne, er Velleius også en spændende forfatter. Han skelner ikke mellem republik og kejsertid, for ham er Augustus og Tiberius blot »førstemænd« i en i bund og grund velbevaret republik. Det latinske ord for en sådan førstemand, princeps, bevarer hos Velleius sin oprindelige betydning (senere bliver det synonymt med eller en eufemisme for »kejser«), og det har oversætterne indset. I det hele taget er oversættelsen gennemført på et fint og velfungerende nudansk, hvor oversætternes ordvalg rammer hovedet på sømmet mere end én gang. For eksempel beskrives Rom som en »supermagt«, en homo nouus er blevet til en »førstegenerationspolitiker« ,og oprøreren Viriathus til en »terroristleder« (dux latronum). Oversættelsen af person- og stednavne er derimod konservativ, og oversætterne går langt for at bibeholde den latinske ortografi. Homer hedder Homerus, Pindar Pindarus og Cæsar Caesar, og samme princip gør sig gældende ved stednavne (Italia, Germania, Pannonia, Rhodus, Sicilia osv.) Det er vist længe siden, man på hverdagsdansk omtalte Homer som Homerus, så her gør princippet om tekstnærhed oversættelsen en smule ujævn i forhold til det ellers fine mundrette dansk. Men dette må betegnes som småting, når oversættelsen skal bedømmes i sin helhed.
Kan man abstrahere fra VelleiusÂ’ næsegruse beundring for Augustus og TiberiusÂ’ styre (det er utroligt, hvis han ikke også selv har fået kvalme), rummer VelleiusÂ’ værk altså en del kvaliteter og interessante træk, som oversætterne kun kan få ros for at have gjort tilgængelige på dansk. Tilmed har oversætterne forsynet bogen med et efterord, som kort og præcist indfører os i væsentlige sider af den romerske samfundsopbygning. Det korte efterord kan være glimrende materiale til en elev, som hurtigt skal danne sig overblik over romerrigets politiske struktur under republikken. Fint – og det samme må siges om bogens indeks over person- og stednavne.
Mange biblioteker abonnerer sikkert på Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, denne gamle kæmpe blandt danske tidsskrifter, men ellers bør Velleius Paterculus med denne oversættelse få plads i ethvert fagbibliotek. Oversættelsen kan finde anvendelse både i latin og oldtidskundskabstimerne og vil være brugbar i forbindelse med større skriftlige opgaver.Bo Larsen |
|
|
| |
|
