| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
31. maj 2010
DANSKEn tematisk litteraturhistorieLitteraturDKaf Brian Andersen, Mette Jørgensen, Svend Erik Larsen og Dan RinggaardRedaktion Benedicte Kieler L&R uddannnelse 344 s., 375 kr.Hvordan skriver man en fængende litteraturhistorie til det gymnasiale niveau? Svaret er ikke så enkelt, som mange måske forestiller sig. Man kan kronologisk opremse forfattere og værker, hvilket dog nemt kan ende som en regulær langgaber, fordi det for eleverne bliver et spørgsmål om at reproducere tørre data. I stedet kan man fokusere primært på ismer og periodekarakteristika, hvilket nok gør fremstillingen mere overskuelig og koncentreret, men også tit for generel og luftig. En anden mulighed er at binde gennemgangen op på værkreferater og udvalgte forfattere, hvilket giver den et skelet af kød og blod, men her er der eksempler på, at det er endt som en alt for subjektiv litteraturhistorie uden en række af de mest substantielle værker. Nej. Det er ikke nemt!
Denne litteraturhistorie, LitteraturDK, er helt anderledes end de velkendte. Her er det seks temaer, der strukturerer gennemgangen via seks perioder. Tager vi for eksempel temaet Jeg, mig & de andre, indledes der efter en manchetagtig indledning (hvori det markeres, at det centrale i dette tema er formningen af vores identitet) med perioden 800-1536. Her behandles først via folkevisen Agnete og Havmanden den stereotype persontegning i viserne og dernæst med udgangspunkt i de islandske sagaer det konfliktfyldte forhold mellem individ og slægt. I næste periode, 1536-1801, er udgangspunktet Hamlets eksistentielle dilemma i det skuespil, der bærer hans navn, og her inddrages også, aflæst i et digt, Kingos menneskeopfattelse og de centrale pointer i Charlotte Dorothea Biehls selvbiografi. I perioden 1800-49 møder vi først den splittede digter i romantikken og derefter den identitets-spaltning, der optræder i H.C. Andersens eventyr Skyggen. I perioden 1849-1914 beskrives den psykologiske magtkamp mellem kønnene, i perioden 1914-1969 er der referencer til den identitetsforvirring, der gør sig gældende i værker som Hærværk, Løgneren og Den kroniske uskyld, og i perioden 1969-2009 (der i dette tema fungerer som periodelæsning) inddrages for eksempel identitetsbearbejdningen i en roman som Henrik Stangerups Fjenden i forkøbetplus den identitetsløse selviscenesættelse hos Claus Beck-Nielsen. I alt 40 sider til dette tema inklusive fornemme farvereproduktioner.
De øvrige temaer i bogen er Oppe & nede, Hjemme & ude, Fantasi & virkelighed, Krop & omverden og Os & det Andet, og gennemgangen bygger hele vejen igennem på udvalgte værker, hvorfra der refereres og bringes citater. Sprogligt set er fremstillingen velskrevet og har gode pointer, men flere steder er niveauet lige krævende nok. En del af de velkendte ismer og periodekarakteristika er desuden tilbøjelige til at forsvinde mellem linjerne i forløbet, men for at råde bod på netop det afsluttes værket med et leksikon med begreber. Leksikonet tenderer dog alt i alt til at blive for akademisk, og det er tydeligvis skrevet af forskellige personer, da der et par steder ikke er fuld overensstemmelse i den måde, begreberne defineres, eller med hensyn til hvilken periode de helt præcist optræder i. Men det skal ikke forstås som andet end en detalje, der ikke kan siges at forringe værkets gode kvaliteter i øvrigt.
Om LitteraturDK er en bedre litteraturhistorie end de velkendte, vil jeg ikke forsøge at sætte mig til dommer over. Ideen med udvalgte temaer gør den givetvis mere anvendelig i den daglige undervisning, for så vidt man finder de udvalgte temaer interessante. Noget af kittet i de vanlige litteraturhistorier (ismer, periodekarakteristika m.v.) kan jeg dog godt savne, og savnet afhjælpes ikke for alvor af leksikonet. Man kan også diskutere periodeinddelingen, og inddelingen 1914-69 er efter min mening lige grov nok. Tilbage står dog, at denne litteraturhistorie er et spændende udspil på et højt fagligt niveau, og den vil uden tvivl kunne fungere som en god støtte, når litteraturhistorien skal præsenteres i undervisningen i gymnasiet og på hf.Niels Martinov |
|
|
| |
|