Forside
 
   
Anmeldelser
8. april 2010 HistorieFascisme på skemaetFascismens Italienaf Flemming LarsenFrydenlund
110 s., 119,- kr.
Det er vel ikke helt forkert, at nazismen i historieundervisningen altid har været et mere yndet emne end fascismen. En af årsagerne har været manglen på undervisningsmateriale, men det er der med Flemming Larsens undervisningsbog »Fascismens Italien« i den grad rådet bod på. Bogen leverer et både overskueligt og grundigt indblik i emnet og formår samtidig at trække flere tråde til nutidens Italien.

Bogen afdækker fascismens historie fra tiden før Mussolinis magtovertagelse og frem til i dag. Vægten er naturligvis lagt på perioden fra 1920 til 1945, hvor ideologien får en afgørende rolle for Italien. Larsen gør meget ud af løbende at komme med eksempler, som underbygger de væsentligste pointer. Samtidig henvises der ofte til problemstillinger i nutiden, som har grobund i Italiens uafklarede forhold til sin fortid. Særligt ømtåleligt er her indførelsen af racelovene i 1938, som Pave Pius XI vendte sig imod. Endnu i dag er der stadig i Italien uenighed om, hvor meget kirken egentlig modsatte sig disse love, og som Larsen skriver: »Så sent som i december 2008 i anledning af 70-året for indførelsen af racelovene gav nogle bemærkninger fra deputeretkammerets formand, Gianfranco Fini, om kirkens ringe protester anledning til stor mediestrid.« Samtidig gør Larsen meget ud af at undersøge netop det racemæssige aspekt af ideologien, fordi der er en tendens til at undaerbelyse denne del af fascismen, hvad italienerne da også gerne selv gør. Alligevel er det værd at huske på, at der selv i Italien blev opført en udryddelseslejr i Trieste, hvortil jøder blev deporteret.

Larsen gør en dyd ud af at vise flere vinkler i belysningen af emnet. I diskussionen af fascismens racisme hedder det fx; »Det er stadig omdiskuteret, i hvor høj grad fascismen i Italien var racistisk gennem hele sit forløb ved magten.« Herefter bliver Italiens undertrykkelse af befolkningen i Etiopien inddraget som eksempel, men samtidig henvises der til, at det desværre nærmest var kutyme at behandle befolkningen i sine kolonier på den måde. Det viser fornemt, at fascismens historie, og vel i virkeligheden al historie, har så mange dimensioner, at det er umuligt at finde én sandhed. Til gengæld må man forsøge at belyse så mange vinkler som muligt. Det betyder, at der flere steder er lagt op til både diskussion og vurderinger fra elevernes side, hvilket kan hjælpe til at løfte undervisningen op på et højere niveau. Samme mulighed giver Larsen i sin løbende henvisning til større værker om emnet, hvor enten eleverne eller læreren kan søge mere information.

Et af de stærkeste elementer er bogens sidste to kapitler, hvor der dels stilles skarpt på fascismen som ideologi med sammenligninger til andre ideologier, og dels trækkes paralleller til debatten i nutidens Italien, bl.a. med fokus på nyfascismen. Det giver et godt grundlag for at beskæftige sig med emnet fx i forbindelse med en studietur el.lign.

Bogen er forsynet med et antal kilder, flere af dem nyoversatte, som alle forefindes på nettet til fri anvendelse. Eneste anke er, at bogen i sin udformning måske kan virke en smule kedelig med sine sort/hvid-billeder og sparsomme kort- og billedmateriale. Men det er skønhedsfejl i en veludført udgivelse, som med sikkerhed får sat fascismen på skoleskemaet igen.