| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
30. marts 2010
ENGELSKBegrebsafklaringAlong literary lines – A Key to Text Analysisaf K. Kristensen Back og H. Elgaard MogensenGyldendal
160 s., 159 kr. ekskl. momsDer er tale om et litterært opslagsværk, udtrykkeligt møntet på »2. og 3. år på A- og B-niveau på de gymnasiale uddannelser«, og i forhold til denne hensigt er »Along Literary Lines« (ALL) alt i alt et godt bud på en sådan håndbog, med 147 opslag, en række illustrerende eksempler og mange krydshenvisninger til tilstødende begreber, perioder m.v. Bogen er altså bygget op som et standardiseret litterært opslagsværk, redigeret efter de behov, vore elever må skønnes at have.
Bogens undertitel lover nok lidt meget: Der skal vel mere end »147 begreber og termer« til for at åbne tekstanalysens verden? Uden metodisk træning får vore elever vist ikke meget udbytte af rent terminologisk færdighed – jævnfør hvor tit man hører en elev slynge begrebet »den hermeneutiske cirkel« ud, uden at samme elev overhovedet kan eksemplificere begrebet i sit eksamensmateriale.
Men hvis vi skal gøre os håb om at realisere nogle af de erklærede mål bag ved reformen, bl.a. i retning af at gøre vore elever mere studieegnede end nogensinde før, så må alment anerkendte og præcist definerede og metodisk anvendte begreber være blandt de grundlæggende betingelser, og gennemarbejdede opslagsværker vil på dette punkt kunne forskåne os for alt for mange tilfældige googlerier.
Da ALL sælges som værende direkte rettet mod vore niveauer, må bogen altså hvile på og bør demonstrere en afvejning af, hvilke »begreber og termer« eleverne på de nævnte niveauer har brug for i deres studieforløb i vort regi.
På omslaget angives det, at ALL »indeholder 147 af tekstanalysens begreber og termer«, samt at den beskriver »analytiske og litterære begreber, perioder og bevægelser inden for engelsksproget fiktion og non-fiktion«.
Forordet forklarer, at der i (den tospaltede) ALL i forbindelse med »mange opslag findes kortere eller længere citater« – og hermed menes der citater, der illustrerer opslagsordene. Det reelt påfaldende lille antal af sådanne illustrative eksempler gøres så til en pædagogisk dyd, fordi bogen dermed, hævdes det, skaber »brug for, at den enkelte elev arbejder videre på egen hånd Â....« ligesom læreren formodes at uddybe og supplere. Dette er en dårlig start: Bevidst utilstrækkelighed er et dårligt salgsargument for et opslagsværk.
Derefter undskylder bogens forfattere, at visse opslag, af forskellige grunde, ikke kan ses som absolut dækkende: Kortere udtrykt end i forordet er det – helt forståeligt – umuligt at lave en både akademisk dækkende og samtidig rimeligt overskuelig og forståelig håndbog til før-universitetsniveauer, så denne forklaring kan man ikke klandre for at være udenomssnak: Der skal vælges en del både emner og nuancer fra til denne type opslagsværk, nuancer og emner, som eleverne så må inddrage i senere studieforløb, efter de har forladt vort regi.
Det kan nok være svært at skelne skarpt mellem begreber, perioder og bevægelser, men lad os se på bogen i praksis, i forhold til vore elevers behov:
Et af de første begreber, der behandles i ALL, er action, der ses som genremæssigt meget bredt anvendeligt, med angivelse af AristotelesÂ’ 3 trin i »a novel, play, short story etc«. Her kan man forestille sig, at Aristoteles ville have undret sig en smule. Disse 3 trin udvides så til 5, underligt nok uden at Freytag(s pyramide) nævnes, dog med inddragelse af rising action, men ikke af Freytags ganske afgørende »exciting force«, og ligeledes med inddragelse af falling action, men uden Freytags vigtige »event delaying the catastrophe /denouement«.
Endelig kaldes action-udviklingens conclusion for the resolution (in tragedy this is called denouement): Begrebet »catastrophe« nævnes besynderligt nok ikke.
En mere præcis og detaljeret og genreinddelt redegørelse ville her have været at foretrække – herunder måske en kort redegørelse for Freytags arbejde med at afdække, hvad AristotelesÂ’ oprindelige trin efterhånden var blevet udviklet til på Freytags tid.
Et meget centralt begreb inden for tekstanalysen er selvfølgelig point of view/narrative technique, men også dette afsnit er ret udetaljeret: Der skelnes mellem, på den ene side: first person narrator, på den anden side third person narrator, som så opdeles i enten omniscient eller limited, hvorefter omniscient narrator yderligere opdeles i enten intrusive eller objective (altså hhv indre- og ydresyn).
Bogens eksempel på objective omniscient narrator, third person point of view, fra Hemingways »The Killers«, er nok lidt problematisk, eftersom tekstuddragets beskrivelse ikke går ud over Nicks viden om de gader, han går igennem, hvorfor synsvinklen kan ses som farvet af Nicks synsvinkel, og altså af indresyn. ALL medtager ikke det meget praktiske begreb »central consciousness«.
At mange forfattere anvender en drilsk fortæller, der, i den enkelte tekst, svinger eller flyder mellem at være meget vidende og temmelig demonstrativt »objektiv«, nævnes ikke, selvom det ofte er her, den fortælletekniske analyse bliver særlig interessant.
Således gælder ALLÂ’s regel om, at »First person narrators only know their own thoughts and what they can observe« nok som hovedregel, men brydes faktisk, f.eks. i Julia BlackburnÂ’s »The Mermaid«, (fra ca 1998), der starter med en jegfortæller, men glider over i andre former for fortælleteknik.
Klassiske begreber som »scenic« og »panoramic« er ikke medtaget i ALL.
Også »narratologi« og den trods alt, i hvert fald historisk, meget anvendte »aktantmodel« mangler i bogen.
Da »abstract«-begrebet findes også uden for reformens AT-verden, burde dette begreb også være medtaget i en bog, der sigter på vort regi.
M.h.t. (litteratur-)kritiske bevægelser eller retninger har ALL medtaget 8 stk., nemme at lokalisere, da f.eks. det glimrende opslag criticism giver krydshenvisninger.
Disse redegørelser er oftest fair præsentationer af væsentligste træk. Man kan dog iagttage en efterhånden udbredt tendens til at nedgøre nykritikken, også i denne bog: Som altid slås der ned på autonomibegrebet, der, som det bliver grundigt påvist allerede i »nykritikkens bibel«, Wellek og Warrens »Theory of Literature«, fra 1956, opfattet i absolut forstand er absurd. At dømme nykritikken på dens mest ubegavede udøvere svarer til at dømme den marxistiske metode på det, de mest ubegavede vulgærmarxister forvanskede den til. Også her hævdes det at være den nykritiske tanke, at »the text exists outside both time and space«. Lidt efter siges det så, at bevægelsens udøvere fokuserede på komplekse, flertydige og spændingsfyldte tekster, som især de metafysiske digteres produkter, fordi kritikerne gennem arbejdet med disse tekster mente at kunne »make sense of their own worlds«. Dette minder om en modsigelse, for så vidt som komplekse tekster fra én kompleks periode åbenbart kan læses med personligt udbytte i en anden, kompleks periode? Og når teksterne drejer sig om metafysiske livsfortolkninger, er det svært at se dem som autonomt og totalt isolerede fra en omliggende tilværelses tankeverden?
Langt bedre er opslaget om analysis (der også krydshenviser til kritiske bevægelser).
Periodeinddelinger og -karakteristikker er jo også vigtige og praktiske –om end de uvægerligt nemt bliver problematisk forenklede – og ALL har da også en række perioder med.
Men da bogen sigter direkte på vore elevers behov, må det ses som en direkte mangel, at The Elizabethan Age nok afgrænses, men da Shakespeare jo stadig er obligatorisk på A-niveau, burde der have været medtaget en redegørelse for »The Elizabethan World Picture«. Da det gamle krav om et værk af Shakespeare nu er reduceret til uddrag, må en sammenhængende forståelse af det verdensbillede, tekstuddragene trækker på, være mere nødvendig end nogensinde før: Sprog og stil og baggrund bliver nu endnu mere centrale end før, hvis der skal være mening i at fastholde Shakespeare-læsning som krav – ikke mindst i betragtning af den øgede vægtning af rent sproglig forståelse, der er noget af det specielle ved reformen.
Jeg synes også, at »The Roaring Twenties«, med den tilhørende »Lost Generation«, burde have været medtaget, og også »The Depression/The 1930Â’s«, ligesom »The 1960Â’s« vel også er en relevant periode i vort regi? ALL medtager dog f.eks. The Aesthetic Movement og The Harlem Renaissance?
»Minimalism« findes ikke som opslag, selvom Hemingways stil, under style, karakteriseres som minimalist.
Naturalism medtager »DarwinÂ’s theory defined as survival of the fittest«, men det nævnes ikke, at dette faktisk var Herbert Spencers formulering.
Genre mangler »tragikomedie«.
New Journalism nævnes, men defineres ikke.
The Byronic Hero savner jeg også.
Der er altså en række mangler i bogen, som ikke alle kan affærdiges som denne anmelders idiosynkratiske nykker. Men, som sagt ovenfor: Projektet er ambitiøst og på mange måder vellykket: Subjektive valg og fravalg er uomgængelige her, både for forfattere, anmeldere og brugere, og bogen repræsenterer på de fleste områder et solidt stykke arbejde.
Næste oplag bør være mærkbart revideret, men bogen er absolut værd at anskaffe og arbejde med. Mogens Kjær |
|
|
| |
|
