|
|
|
| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
30. marts 2010
HISTORIEmed »små og store økser mens ofrene skreg som fugle«Danske vidner til Det armenske folkemord 1915Af Helle Schøler KjærForlaget Vandkunsten
152 s. ill., 229 kr.Det mest kendte af de folkemord, der har ramt armenerne i Det Osmanniske Rige, tog sin begyndelse i marts 1915, da ungtyrkerne besluttede at deportere og udrydde dem. Ungtyrkerne havde taget magten i 1908 med et program om »Lige Ret for alle Ottomaner Â... uden hensyn til Nationalitet og Religion«. Kort før 1. verdenskrigs udbrud gik de i stedet efter en tyrkerisering. Den danske gesandt i Istanbul, Carl E. Wandel, karakteriserer den politiske ledelse i en indberetning 1915: »Det er Chauvinister og Xenophober, mer og mindre ægte Fanatikere og begejstrede Desperados«.
Armenerne udgjorde med ca. 1,7 mio. indbyggere 10% af befolkningen i 1914. De fleste boede i 6 provinser tæt ved den russiske grænse, resten var spredt over hele landet. Tyrkerne gik ind i krigen på tysk side, og efter et katastrofalt nederlag til russerne i januar 1915 blev skylden lagt på armenerne. Efter krigen anslog den tyrkiske regering, at ca. 800.000 armenere mistede livet under deportationerne.
To danske kvinder, Maria Jacobsen (1882-1960) og Karen Jeppe (1876-1935), har i breve og dagbøger givet et hjertegribende indtryk af grusomhederne og deres indsats for at hjælpe ofrene, uanset om de forfulgte var armenere eller sårede tyrkiske soldater. Maria Jacobsen havde arbejdet i byen Harput på den anatolske højslette som sygeplejerske og missionær siden 1907 og blev der til 1919. Senere drog hun til Libanon, hvor hun bl.a. oprettede det stadig eksisterende børnehjem Fuglereden. Karen Jeppe var uddannet lærer og arbejdede på et børnehjem i byen Urfa fra 1903-1918. I 1921 kom hun tilbage, nu til Aleppo i Syrien, hvor hun grundlagde et samfund med skole og værksteder for nogle af de armenere, det var lykkedes at redde ud af Det Osmanniske Rige.
Bogens primærkilder udgøres af de to nævnte danskere og den amerikanske ambassadør Henry Morgenthau, der var i Istanbul 1913-1916.
Folkemordet begyndte som en slags dobbeltmekanisme. Fra Indenrigsministeriet blev der sendt deportationsordrer ud til provinsguvernørerne. Men samtidig blev der uofficielt sendt likvideringsordrer ud, oftest med personligt bud og med besked om at tilintetgøre meddelelsen. De ulydige guvernører blev afskediget. Folk blev fordrevet fra deres hjem, de fleste uden tilladelse til at medbringe noget som helst. Mændene blev sædvanligvis skilt fra og dræbt hurtigt. Ved skydning, drukning, hængning, med knive, økser eller sten. Ofte efter tortur. De heldige døde hurtigt – og det var også, hvad missionærerne ønskede for dem, så de slap for flere pinsler og kunne komme hurtigt i himmelen. Kvinder, børn og gamle blev sendt ud på ugevise vandringer, hvor de døde en langsom død af sult eller sygdom i frost eller hede. De nøgne lig lå langs vejene i månedsvis, da ofrenes tøj altid blev stjålet. Nogle kvinder blev dog også dræbt. 14. august 1915 skriver Maria Jacobsen: »Kvinderne fik Ordrer til at tage deres bedste Tøj af og saa blev de lagt to og to oven paa hinanden og Hovederne blev hugget af. De underste blev ikke alle dræbt første Gang, og Soldaterne raabte, I der er i live rejs EderÂ... Alle som adlød blev dræbte, men dem som laa ganske stille som om de var døde, lykkedes det senere at flygte«.
Morgenthau var velunderrettet om, hvad der skete, da amerikanske missionærer opsøgte ham og fortalte om uhyrlighederne i timevis, mens tårerne løb. De »medbragte breve fra konsulerne om de mest forfærdelige fortællinger og tilføjede selv detaljer, som var så frygtelige, at de ikke kunne skrives ned«. Han forsøgte forgæves at påvirke de tyrkiske myndigheder.
Efter krigen kom det til et retsopgør, men bl.a. af storpolitiske grunde blev det ikke ført i til ende. Militærtribunalerne fik dog fremlagt dokumentation for, at udryddelsen af armenerne var planlagt og gennemorganiseret. De hovedansvarlige, Talat Pasha, Cemal Pasha og Enver Pasha, var stukket af, men det lykkedes armenere at dræbe de to første og en russisk soldat, den sidste i 1921-22.
Bogen er nem at læse og er aktuel i forhold til det armenske folkemords betydning i diskussionen om EU og Tyrkiet. Danmark har ikke anerkendt overgrebet som et folkemord. »Det er ikke en politisk opgave at vedtage en statslig udlægning af historiens gang,« har udenrigsminister Lene Espersen sagt ifølge Politiken 19. marts 2010.Helle Askgaard |
|
|
| |
|
