|
|
|
| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
30. marts 2010
HISTORIE»Jeg erfarede i min fortvivlelse, hvilken nytte man har af at have lært salmer og bibelord i ungdommen«Leonora Christinas Jammers Mindeaf Line Krogh, tegninger af Hans OvesenGyldendal
336 s., 299 kr.»For hvad nytter det, at Jammers Minde er med i en kulturkanon, når ingen rigtig gider læse den, fordi det er for svært«. Citatet er fra Line Kroghs forord, og hun har med bravur taget udfordringen op og gjort skriftet tilgængeligt for enhver, der har interesse i at læse om kongedatterens tid i Blåtårn mellem 1663 og 1685. Fængselsstraffen opgjorde Leonora Christina til 21 år, 9 måneder og 11 dage. Og hun kom aldrig for en dommer.
Opgaven er løst fremragende. Oversættelsen til nudansk flyder let, bogen kan næsten læses som en kriminalroman, og citaterne på tysk, latin eller fransk er efterfølgende oversat til dansk. Det tilhørende noteapparat er omhyggeligt og diskret anbragt til sidst i bogen.
En historisk indledning gør rede for ægteparret Ulfeldts politiske aktiviteter og deres flugt fra Danmark efter en anklage for landsforræderi. For at skaffe penge sender Corfitz sin hustru til England for at få lånte midler tilbage fra Charles II. Men også han har underskud i kassen, og da han modtager et brev fra Frederik III om at få udleveret Leonora, har han et påskud til at slippe af med hende.
Ti år efter fængslingen skriver hun sin selvbiografi på fransk, og herefter påbegynder hun Jammers Minde, der starter, den dag hun trådte ind i Blåtårn. Hun fremstiller sig selv som en uskyldig og tapper kvinde, der med stor værdighed og fast gudstro tager sin skæbne på sig. I tilgift får læseren et levende indtryk af hendes fantasi til at løse praktiske problemer, hendes evne til at omgås tjenestepiger og fængselspersonale og hendes bestræbelser på at opretholde sit intellekt. Skyldig eller ej, man får stor respekt for hendes styrke og kamp. Datidens levevilkår på grænsen mellem velstand og armod skitseres gennem de ansattes glæder og sorger.
Efter løsladelsen besøgte en fransk gesandt, Hugues de Terlon, Eleonora og meddelte sit indtryk til den svenske konge, Karl IX. Han roste hendes precence dÂ’esprit og de gode manerer, hun udviste i tale, væsen og optræden, »så at det ikke kunne spores, at hun havde været stængt ude fra folks konversation og omgang i så lang tid«. Kongen havde sørget for at være bortrejst ved hendes løsladelse, men hun var skuffet over, at hun ikke havde fået lov til at kysse dronningens hånd »så hun ikke havde måttet forlade fængslet som en forbryderske«.
Eleonora Kristine tilbragte sine sidste år i Maribo kloster, hvor hun døde i 1698.
Læs bogen, og fortæl om den til eleverne. Og stil den frem på biblioteket.Helle Askgaard |
|
|
| |
|
