| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
8. december 2009
STUDIEVEJLEDNINGDenne bog burde ligge under enhver skolepiges juletræ. Og hendes forældre og lærere bør også læse den!Dorte ToftLykkelig i Nørdland256 sider, 249,95 kr. Gyldendal BusinessJournalisten og bloggeren Dorte Toft har skrevet en meget vigtig, debatskabende og sine steder underholdende bog om den store mangel på piger i matematik, naturvidenskab og it og kvindernes sidenhen manglende karriere inden for den verden. Bogen forsøger at gøre op med myter om piger og naturvidenskab ved hjælp af statistikker, undersøgelser, tørre tal – og nogle provokerende detaljer. Bogen har kort sagt fokus på dette for vort land så vigtige område.
Mellem kapitlerne om emnet, belyst ved forskellige indfaldsvinkler, leveres en række portrætter af kvinder, der har gjort karriere inden for den ellers så maskulint dominerede verden, og som dermed kan fungere som rollemodeller for unge kvinder: ingeniøren, datalogen, matematikeren, fysikeren m.fl. Bogen indledes med et forord af Thor Nørretranders, der slår fast, at vi »skal væk fra testosteron-osende teknologier, der bare tromler hen over alle hensyn til brugernes behov og miljøets trivsel. Vi skal skabe intelligente, følsomme, lyttende og integrerede teknologier (...) en mere socialt intelligent teknologi. En mere feminin teknologi, om man vil«. Så er bolden ligesom givet op!
Toft bygger som nævnt sin fremstilling bl.a. på tabeller, fx s. 21 om »Kvindernes top-10: Søgning til videregående uddannelser«, hvor vi ikke uventet på de tre første pladser finder: sygeplejerske, socialrådgiver og psykolog. Pigerne fravælger de matematiktunge fag, de vil »noget kreativt« eller »noget med mennesker«. Men naturvidenskaberne har i høj grad »noget med mennesker« at gøre i vor tid, hvor de globale problemer står i kø, og løsningen på dem netop findes inden for de fag, kvinderne undgår.
Faktisk er det i stigende grad ved at blive et nationalt problem, at vi ikke uddanner unge (kvinder) nok på det naturvidenskabelige og matematiske område. Ikke engang udlændinge med disse kompetencer forbliver i Danmark. Og produktiviteten falder!
Hvem er det så til syvende og sidst, vi skal have fat i, hvis de unge kvinder skal ændre deres uddannelsesmønster? Universiteterne? Gymnasierne? Folkeskolen? – nej: Fædrene!! De kvindelige portrætter i bogen nævner faderens afgørende rolle for deres mønsterbrud. Bogen er en opfordring til at ændre på tingenes tilstand. Kig ind på http://lykkeliginoerdland.dk/om-bogen/
At kvinder ikke ønsker naturvidenskab og matematik, er ikke en naturgiven sag. Fine tabeller viser, at Danmark klart er et af de lande i verden, hvor flest kvinder fravælger det. Det gør de fx ikke i Tyskland! Danske piger vil helst lære om (siger en tabel på s. 49): Hvorfor vi drømmer, når vi sover, og hvad drømmen kan betyde – drenge ønsker at lære om, hvordan computere virker! Hvad får din datter og søn i julegave?
En interessant undersøgelse fra OECD viser if. bogen, at en restriktiv skolepraksis, der minimerer valgmulighederne hos børn/unge, fører til mere kønsneutrale uddannelsesvalg, og at især vesteuropæiske samfund, hvor kvinderne har størst valgfrihed, fører til kvindernes søgning til »dårligt betalte kvindejob, der reflekterer konventionelle forestillinger om, hvad kvinder er gode til«. OECDs anbefaling: Udskyd studie- og karrierevalg længst muligt!
Ikke én kvinde blev optaget på studiet til diplomingeniør i it i 2009! Kun 7 % af de studerende på datalogi er kvinder. Og således lægges en række tal og statistikker frem – belæggene er i orden, hensigten tydelig: Vi er på spanden, hvis vi ikke får pigerne i gang!
Årsagen skal findes hos forældrene, som nævnt, men også tv og andre kulturinstitutioner får skyld for påvirkningen af vore børns kønsroller. Og specialisterne, der udtaler sig i bogen, er mange. Jeg vil i flæng nævne: Lone Frank, Christine Feldthaus, Jakob Lange. Også Helmuth Nyborgs resultater omtales i bogen, hvilket bestemt ikke gør den mindre underholdende.
Nå, på s. 155 kommer den så, I ved, kære vejledere, den der til os: »Heller ikke de studievejledere, som de unge møder i folkeskoler og gymnasier, er fri for fordomme. Relativt få vejledere har selv hårde fag som hjerteområde, og en undersøgelse har dokumenteret, at vejlederne har tendens til at rådgive ud fra en ret traditionel kønsopfattelse«. Og nu troede vi lige, at det havde hjulpet, at eleverne var sluppet fra »det humanistiske kølleslag« i 3.g i den gamle gymnasieordning. Det er på tide, vi trækker os tilbage til kun at være fastholdelsesvejledere!
Bogen er velskrevet og flere steder ret underholdende. Jeg vil derfor slutte min anmeldelse med at nævne, at vi i bogen får at vide, at »Hvis pigen tager matematik på højniveau, har hun en god chance for at få omkring 10.000 kroner mere om måneden i lønningsposen som færdiguddannet«. Og bogens sidste kapitel »Mandelgave: Mænd, som elsker kloge kvinder« er et must for alle mænd, thi »Kloge kvinder ødelægger potensen og selvværdet hos de fleste mænd«. Således citeres psykologen Lars Einar Engström for at sige. Hm ...
Læs denne bog! Den giver stof til eftertanke – på flere niveauer!Carsten Erichsen |
|
|
| |
|