Gymnasielærere bør tage kørekort i sociale medier – ellers kan de ikke lære at anvende de sociale medier kritiskKOMMENTARSociale medier > af abelone glahn og anders stubkjærEr det krudtet værd at inddrage sociale medier i undervisningen? Sociale medier kan bruges til at nytænke vores læringsmetoder. Efterhånden er der et hav af sociale medier på nettet: Flickr, YouTube, Friendster, Facebook, Xing, Ning, osv. Mængden bliver større dag for dag. Elever og kursister bruger dem flittigt, også i timerne. Mange lærere overvejer sikkert at inddrage de sociale medier i undervisningen, men hvordan skal det egentlig gøres?
At inddrage de sociale medier vil kræve en nytænkning af dels undervisningen, og dels lærerens og elevens rolle, før udbyttet står mål med indsatsen, ligesom udformningen af de fysiske og teknologiske rammer, hvor undervisningen finder sted, også skal videreudvikles. Traditionel opfattelse er, at den gode lærer fokuserer på at skabe et fundament af teoretisk viden, som eleven kan bygge videre på. I dag passes sociale medier (og it generelt) ofte ind i undervisningen, når det lige – måske lidt tilfældigt – kan lykkes. Hvis sociale medier i højere grad skal inddrages i undervisningen, så skal fokus flyttes fra teori og traditioner til intuition og autenticitet. Det er fine (og for nogle måske lidt poppede) ord, men sagen er, at vi er født med at lære intuitivt. Det er ikke altid korrekt, at vi skal lære ved først at tilegne os teorien og dernæst afprøve den i praksis. Meget ofte lærer vi gennem autentiske opgaver – opgaver, der betyder noget ude i »virkeligheden«. De sociale medier giver en oplagt chance for at afprøve dette live.
Fra underviser til konsulent/ekspert
For læreren handler nytænkningen af undervisningen om ikke blot at anvende sociale medier, hvor de nu lige passer ind i undervisningen, men derimod om at undersøge, hvordan sociale medier kan danne selve udgangspunktet for undervisningen. Den nye type undervisning vil fokusere mere på, at læreren har øje for hver enkelt elev og i langt højere grad bruger ressourcer på at dække de individuelles faglige »huller«, der vil opstå i forbindelse med denne tilgang til undervisning. Det vil betyde, at lærerens rolle gradvist ændrer sig fra traditionel underviser til en slags ekspertrolle eller nærmest »mester« i forhold til eleven som »lærling«. Hvis dette holder stik, leder det tankerne hen på mesterlære. Kan man mon nytænke ideen om praksislæring? Er det muligt at videreudvikle Lave & Wengers tanker om »apprenticeship«, eller, som Steen Wackerhausen (1999) skriver, finde en ny »... kombination eller rettere integration af teoretisk refleksion og mesterlære«?
Konkret må læreren være i stand til at mestre en række digitale kompetencer, hvoraf den vigtigste sjovt nok er at kunne og ville sætte sig ind i nye ting. Det er umuligt at forlange, at nogen, elev som lærer, skal kende alle platforme, men det er ikke umuligt at forlange, at de mest bæredygtige inddrages i undervisningen. Derfor vil et grundkursus i mere langtidsholdbare platforme (Google-platformen, billeddeling, linkdeling, wiki og blogs som arbejdsredskaber, pod og videocast og geotagging) som i dag, og givetvis en god tid fremover, nok være relevant at arbejde videre med.
Eleven som den kritiske arkæolog
Igennem flere år har læreren nærmest haft monopol på rollen som en form for gatekeeper, der har sorteret og filtreret informationer på vegne af eleven. I takt med at alle informationer efterhånden bliver tilgængelige på nettet, overtager eleven selv rollen som gatekeeper, der udvælger informationer og opstiller filtre, især på de sociale medier. Derfor er det afgørende, at eleven i endnu højere grad end i dag lærer redskaber til bl.a. at indhente og filtrere informationer samt styre, hvilke informationer de selv vælger at efterlade i de sociale medier. Jeppe Bundsgaard sammenligner i artiklen »Dør danskfaget i den digitale tidsalder?« (Asterisk, nr. 48, september – oktober 2009, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole) det at læse en Google-søgning i dag med »arkæologernes læsning af potteskår«. Brudstykker af tekst, hvor man dels skal kunne vurdere sandhedsværdien, og dels fornemme, hvad der har stået på resten af potten. Det handler dog ikke kun om at begrænse og filtrere, men også om at lære at fylde nok i filtrene for at kunne uddrage essensen. En yderligere opgave for underviseren er at sikre, at eleven trænes i bl.a. at sammenholde mangfoldige kilder og udvise kildekritik. I betragtning af at arbejdsprocessen ofte er individuel, skal læreren endnu mere end tidligere åbne for, at eleven selv planlægger, hvordan læringen skal foregå.
Forstå samtalen og eksponeringen i de sociale medier
At færdes i de sociale medier er nærmest som at færdes i ét stort samtalerum. Mange bruger primært sociale medier til at eksponere sig selv, men grundlæggende er de sociale medier netop sociale og forlanger, at man er indstillet på dialog. De fleste elever er godt trænede i at MSNe, smse, Skype og chatte, men net-etiketten følger ikke automatisk med en teknisk færdighed. Søger man dialogen, kræver det for eleverne en større grad af forståelse for samtalekunst og respekt for andres synspunkter. Ud fra et undervisningssynspunkt bør omgangen med sociale medier indeholde en undervisning i net-etik, sober videndeling, konstruktiv debatform samt en bevidstgørelse om, at et forum med videndeling kun virker, hvis man selv tager ansvar og bidrager, og ikke kun suger fra andre. Det kræver både klarhed over grænserne for, hvad man selv kan tillade sig at skrive/sige, samt en forståelse for konsekvensen af, hvad man siger på nettet. Et udtalt problem er, at alt for mange siger/skriver ting, som de ikke kan overskue konsekvensen af på længere sigt.
Internettet er ét stort arkiv, der fastholder bits og bytes, så snart de er lagt ud på nettet. Mange ved ikke, hvordan man sletter oplysninger, og selv om man selv sletter oplysninger på sociale fora som Facebook, er ikke det samme, som at de er væk fra nettet. Eleven bør lære, hvordan man jævnligt tjekker, hvad der ligger på nettet om en selv, og automatisk kan følge med, hvis ens navn bliver nævnt, og hvordan man sletter sine spor på nettet. På samme måde bør skolen pr. rutine slette opgaver, der er løst på åbne platforme på nettet.
Viden om, hvordan man arbejder med det elektroniske spor, og hvilken politik man som skole har over for det, der efterlades på nettet, bør også indgå som »pensum« for enhver skole. Kun et fåtal af uddannelsesinstitutioner har i dag en formuleret politik for, hvordan ansatte såvel som elever forholder sig til de sociale medier. Der er for alvor – og hurtigt – brug for et kørekort i de mest simple færdselsregler på de sociale netværk, før vi kører galt i cyperspace.
Anders Stubkjær, underviser i engelsk og samfundsfag på Sønderborg Statsskole og webredaktør på EMUs side for samfundsfag (i de gymnasiale uddannelser), og Abelone Glahn, journalist med speciale i web 2.0 og videndeling i sociale netværk, holder oplæg om emnet »Sociale webtjenester og undervisning« på Konferencen Uddannelsesforum 2009, der finder sted d. 3. og 4. november i Odense.
Læs mere på http://uddannelsesforum2009.emu.dk/Blad-nr.:18/2009
