Forside
 
 
Andre artikler
Fast Menu
 
Artikel
Større klasser på hf, htx og hhx betyder øget frafaldTil gengæld viser analyse fra UNI-C, at klasser i det almene gymnasium med mere end 28 elever har en højere fuldførelsesprocent end mindre klasser. UDDANNELSESFORHOLD > af lisbeth wissing > liw@vip.cybercity.dkPå tre af de fire gymnasiale uddannelser, hhx, htx og hf, stiger frafaldet ved større klasser. Derimod er fuldførelsesprocenten på stx højere i klasser, hvor der sidder mere end 28 elever, end på hold med under 25 elever.

Det viser en undersøgelse fra UNI-C, der har udarbejdet en analyse af udviklingen i klassekvotienterne på de gymnasiale uddannelser og en analyse af sammenhængen mellem fuldførelsesprocenten og holdstørrelsen på årgangen, der startede på en gymnasial uddannelse i 2007.

Ifølge UNI-C kan der ikke påvises en »signifikant statistisk« sammenhæng mellem stigende klassekvotienter og lavere fuldførelsesprocenter. Alligevel viser styrelsens egne tal, at fuldførelsen på hf falder fra 79,4 procent i klasser med færre end 25 elever til henholdsvis 76,3 og 77,9 procent i klasser med 25-28 elever og 29-32 elever. På hhx fuldfører 84,3 procent af eleverne i klasser med færre end 25 elever, mens hold med 29-32 har en fuldførelsesprocent på 82, og i klasser med mere end 32 elever kommer 81,8 af eleverne igennem 1.hhx.

Også på htx falder fuldførelsesprocenten fra 80,8 i klasser med under 25 elever til 79,2 procent i klasser med 29-32 elever. Til gengæld viser analysen, at hold i det almene gymnasium med færre end 25 elever har en fuldførelsesprocent på 87,2, mens hold med 29-32 elever har en fuldførelse på 90,8 procent.

Eftersom klassedannelser ifølge UNI-C efter gymnasiereformen ikke længere er et entydigt begreb, tager analysen udgangspunkt i antallet af elever, der er på hvert enkelt danskhold på de fire uddannelser, og som startede i 2007.
Undervisningsminister Bertel Haarder siger i et skriftligt svar til Folketingets Uddannelsesudvalg den 7. oktober i år, at der ikke er nogen signifikant sammenhæng mellem klassestørrelser og fuldførelsesprocenter på hverken stx, hhx, htx eller hf.

»Det er korrekt, at fuldførelsesprocenterne for hf, htx og hhx er faldet svagt med stigende klassestørrelser, men for stx gælder lige det modsatte, og det er endda på stx, man finder den største forskel i fuldførelsesprocenter fra de mindre til de større klasser,« skriver Bertel Haarder i svaret til SFs Nanna Westerby, der har bedt ministeren kommentere UNI-Cs undersøgelse.

I øvrigt viser analysen i lighed med andre undersøgelser, at der gennem de seneste år er sket en markant stigning i klassekvotienterne, sådan at mere end halvdelen af holdene i det almene gymnasium sidste år havde flere end 28 elever. Ifølge en optælling, foretaget af Gymnasieskolernes Lærerforening, er klassekvotienten i år steget yderligere, så syv ud af 10 gymnasieelever nu går i en klasse med mere end 28 elever. På handelsgymnasierne er det tre ud af fire elever. Og 30 procent af holdene på hhx er ifølge tallene fra UNI-C i år på mere end 32 elever.
Blad-nr.:18/2009