|
|
|
| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
30. marts 2009
DanskRoman om en fordrukken »gymnasielærer«Robert Zola ChristensenAldrig så jeg så dejligt et bjergRoman, 224 sider, 249,00 kr.
GyldendalI disse spalter har denne anmelder ved flere lejligheder udtrykt sin misfornøjelse over den fremstilling af nutidens gymnasielærere, vi møder hos selv landets bedste forfattere. Holdningen er tilsyneladende den, at når man blot på et eller andet tidspunkt har været elev på et gymnasium, så ved man nok til at kunne skabe en troværdig romanfigur med den profession at være gymnasielærer. Hvorfor skulle man dog ulejlige sig med research eller blot overfladiske sonderinger på en gymnasial arbejdsplads for at skildre en gymnasielærer? Det må være sådan, landets forfattere tænker, siden de vil lægge navn til det ene mere blodfattige og skabelonagtige portræt efter det andet.
Og så var der såmænd den anden dag en ny dansk roman med nok en gymnasielærer med den lokkende titel Aldrig så jeg så dejligt et bjerg blandt de bøger, undertegnede fik til anmeldelse. For at det ikke skulle være løgn, var gymnasielæreren endda hovedpersonen! Ifølge bagsideteksten er han desuden både fordrukken og opvokset i en lavstatus-familie. Gymnasielærer, fordrukken og mønsterbryder på én gang! Interessant! Interessant! For selv om anmelderen kun er fordrukken til husbehov og heller ikke har en socialgruppe 5-opvækst bag sig, så han alligevel for sit indre blik et større drama på baggrund af de tre ingredienser folde sig ud. Og mon ikke også de fleste læsere af denne spalte ud fra den melding straks forestillede sig en række situationer fra den gymnasiale arbejdsplads, hvor de størrelser kom i spil i noget, der kunne have en overfladekrakelerende eller i det mindste grotesk karakter over sig og dermed udgøre et pirrende spejlbillede (og fortolkning) af vores (danskernes) liv her og nu?
Glem det! For romanens gymnasielærer-hovedperson er stort set ikke-eksisterende. I hvert fald som en sådan. Jo, jo, der optræder da periferisk en rektor, der fremstilles som ikke så lidt af en selvhøjtidelig nar, og derudover også en kvindelig kollega, hovedpersonen får kopuleret med et par gange, inden hun planmæssigt vender tilbage til manden og børnene. Og det postuleres da også, at han underviser år efter år. Det hører vi dog stort set intet om. Det ville jo på den anden side nok også have krævet noget research.
Men o.k., tænker læseren sikkert. Denne minimale gymnasielærer-gestaltning kan vi vel godt leve med, når der blot er lidt alkoholisk vildskab og noget arbejderklasse-flabethed i forløbet. Glem det! Også her er Aldrig så jeg så dejligt et bjerg en blegsottig affære. Hovedpersonen/jeg-fortælleren beskriver meget detaljeret i meget lange sætninger med konstante spring i tid og sted sit ambivalente forhold til to kvinder kombineret med oplevelser fra opvækst og studietid. Robert Zola Christensen skriver bedre end gennemsnittet. Den ros skal han have. Men romanen bevæger sig hurtigt ud i et så kedsommeligt, repetitionspræget og indholdsløst selvsving, at i hvert fald denne anmelder tabte interessen. Det kunne selvfølgelig sagtens have været blevet en udmærket roman, også selv om vi kun har at gøre med en »gymnasielærer«. Aldrig så jeg så dejligt et bjerg kunne dog ikke fange denne anmelder.Niels Martinov |
|
|
| |
|
