| |
| |
|
|
| Artikel |
Borderline og psykopati i klasseværelsetGymnasiekulturen stiller anderledes krav til lærerne
end dengang, pædagogikum blev designet.KRONIK > af christian a. stewart ferrer > tegning: gitte skovHanne er begyndt at få ondt i maven af sit job som gymnasielærer. Der er mange ting, der kan stresse, men det, der får hende til at overveje at sig op, er Sofie. På trods af sine kun 16 år har Sofie formået at fryse to andre piger ud af klassen, og flere lærere er bange for hende og gør sig meget umage med at være gode venner med hende. Sofie og hendes »hof« udveksler blikke og højthviskede kommentarer om Hannes tøjstil i hver time, ligesom Hanne ikke ved, hvad hun skal stille op med de evige tissepauser. Men det værste er næsten opringningerne fra og samtalerne med Sofies mor, som er meget nedladende og sarkastisk – og som mener, at det er Hanne, der har et problem, ikke hende eller Sofie.
Kurt ved heller ikke, om han vil blive i jobbet. Han er på Herrens mark i forhold til Martin – en flot, charmerende dreng, som flere gange har optrådt diskret truende over for Kurt, men som andre lærere forguder, også selv om et par elever har omtalt, at Martin er mand for at sælge spændende kemikalier til gymnasiefesterne, samtidig med at der går rygter om date rapes. Og et møde med Martins far har fået ordet »psykopat« frem i Kurts bevidsthed.
Trine vil gerne blive i jobbet, men hun føler sig helt utilstrækkelig over for Cecilie – en sød pige med store øjne, som altid har styr på sine ting, men som er meget tynd og har en del snitar på underarmene. Hun har skrevet nogle fristile om smerte og livstræthed, og hun vil gerne skrive opgave hos Trine om »cutting«.
Hanne, Kurt og Trine er alle tre gode mennesker, som har viet deres liv til at undervise unge. De har alle gennemført pædagogikum, men alligevel føler de sig utilstrækkeligt klædt på over for Sofie, Martin og Cecilie – for ikke at tale om deres forældre.
Og idet faget klinisk psykologi ikke er med i pædagogikum, har de faktisk ret i, at der er noget, de mangler viden om. Ikke fordi der er noget galt med dem, men fordi gymnasieungdomskulturen i vore dage stiller anderledes krav til lærerne end dengang, pædagogikum blev designet. Og noget af kunsten består i at genkende de personlighedsforstyrrede træk, der faktisk ses hos nogle elever – og at holde dem adskilt fra »almindelige« tilfælde af teenage-grænseløshed.
To personlighedstyper
De to former for personlighedstype, der er bedst egnede til at øge sygefraværet hos professionelle, er borderline (som uden for USA også kendes som »emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse«) og psykopati (som er en flertydig betegnelse – de mest præcise udtryk er »antisocial/dyssocial personlighedsforstyrrelse«). For hver forstyrrelse er forekomsten ca. 2% – hvilket groft forsimplet betyder, at hvis en lærer har seks klasser, har vedkommende ca. 3 elever, der er på vej mod borderline, og 3 elever, der er på vej mod psykopatien. Ikke alle når til en diagnose – dels fordi der kan indtræde beskyttende faktorer, dels fordi ikke alle kommer i kontakt med en psykiater.
Overordnet for de tunge personlighedsstrukturer har Otto Kernberg skitseret tre hovedtræk:
1. Uklar identitet. De ved dybest set ikke, hvem de er, og det gør det svært at fungere sammen med andre; at reagere forudsigeligt; og at fortælle om sig selv, så modtageren får et klart indtryk. Men derfor kan de godt iscenesætte sig selv – nogle gange med stort held, fordi de ikke er hæmmet af objektiv sandhed.
2. Primitive forsvarsmekanismer. De mest kendte er splitting, som altid har selskab af idealisering og devaluering. Det betyder, at de hele tiden opdeler verden i sort og hvidt, og at de ophøjer det hvide, mens de nedgør det sorte. Desuden er de også gode til projektiv identifikation – ubevidst at iscenesætte et »rollespil«, hvor de får andre mennesker til rent faktisk at spille den tiltænkte rolle (især som helt eller skurk).
3. Grundlæggende virkelighedskontakt. De hører ikke stemmer eller ser rumvæsener i klasselokalet.
Men lad os se nærmere på de to hovedtyper. Borderline først: Forstyrrelsen rammer især piger, og det, man skal se efter, er især disse træk:
- Desperat skræk for at være forladt
- Ustabile og intense forhold (især kærester/veninder)
- Vedvarende ustabilt selvbillede
- Vedvarende følelse af tomhed
- Forsøg på eller trusler om selvmord/selvbeskadigelse (inkl. cutting)
- Ustabilt humør
- Voldsom impulsivitet
- Raseri (men husk, at der også findes koldt raseri)
- Let afledelighed
- Konfliktsøgning, hvis man ikke kan følge impulsen
De fleste vil sidde med en fornemmelse af, at dette vist egentlig kan ses hos ret mange teenagere – og det er da også derfor, man i mange år har været uvillig til at stille diagnosen før 18-årsalderen. Men nu er flere og flere teoretikere og klinikere tilbøjelige til at identificere problemet langt ned i teenageårene, og Barbara Diepold fik for nogle år siden klarlagt alarmsignaler hos børn ned til femårsalderen – for, som Arthur Freeman m.fl. er inde på, dels kan vi nu behandle lidelsen, hvilket blev regnet for næsten umuligt for tyve år siden, dels er det noget af et svigt at lade de unge gå rundt med sådan en fejludvikling i årevis uden at nævne den med et ord.
Drew Westen m.fl. har lavet en grundig sammenligning af teenagepiger med og uden borderline, og resultatet er, at forskellen består i, at normale teenagere generelt fungerer o.k., men fra tid til anden laver noget ret dysfunktionelt – mens borderline-teenagerne generelt fungerer dysfunktionelt, men godt kan have episoder af normalitet, om man så må sige.
Seks faresignaler ved psykopati
Psykopati rammer især mænd, og her skal man se efter faresignaler som disse:
- Ligegyldighed (i praksis) over for normer og regler
- Beskeden påvirkelighed udefra (f.eks. fra straf)
- Høj grad af impulsstyring (dvs. indefra)
- Let provokerbarhed
- Uforpligtethed over for andre mennesker
- Kamæleonagtig væremåde
Også her kan en del træk genkendes fra teenagere – men igen er det vigtigt at se på, om der er tale om episoder eller om et grundfæstet mønster.
Interessant nok er det tilsyneladende de samme grundtanker, der ligger bag. Både borderlineren og psykopaten har grundlæggende forestillinger om egen værdiløshed og om risikoen for at blive offer for andres overskridelser. Men løsningerne er klart forskellige. Borderlineren søger stadig nærheden og kærligheden og bliver frygteligt skuffet, når verden gang på gang svigter hende. Psykopaten har groft sagt opgivet håbet om nærhed og har vedtaget, at enhver er sig selv nærmest.
Det er ikke dumt her at inddrage den gamle offer-krænker-frelser-trekant – både for at forstå familieforholdene, som begge parter kommer fra, og for at forstå rollevalgene. Borderlinerne vælger især at fortsætte deres offerrolle eller at søge tilflugt i en frelserrolle – selvom en del også har en krænker i sig. Psykopaterne er derimod meget klare i valget af krænkerrollen – for den, der er ved at vinde en kamp, kan jo ikke samtidig tabe den.
Mulighederne for hjælp er ikke gode
Som verden ser ud, er mulighederne for at hjælpe de unge i forstyrret udvikling desværre ikke alt for gode; og specielt er handlemulighederne begrænsede i gymnasiet. Til gengæld er der faktisk visse muligheder for at passe bedre på sig selv, når man som lærer (og andre professionelle) er i fare for at gå ned på grund af kontakt med borderlinere og psykopater.
1. Viden! Jo mere man ved om de to måder at fungere på, desto bedre kan man handle realistisk – og især for borderlinernes vedkommende også holde fast i medfølelsen.
2. God kollegakontakt! Hvis man er flere om at holde fast i virkeligheden sammen, er der mindre risiko for, at hin enkelte lærer tror, at det er ham eller hende selv, der er noget i vejen med.
3. Vær vågen! De er hele tiden på jagt efter alliancer og privilegier – for derved kan de føle sig som noget særligt. Kunsten her består i at holde sine egne grænser – uden at overskride deres.
4. Hold kontakt til deres fornuft! Hvis de er godt begavede, er de typisk lidt kede af, at følelserne løber af med dem – og i rolige stunder kan man få fornuftige samtaler om det.
5. Tag skylden bort! De er hele tiden på vagt over for at »få skylden« – og hvis man skal tale med dem, er vejen frem ikke bebrejdelser, men fælles problemløsning.
6. Skru forventningerne ned! Alt det, jeg beskriver, er faktisk meget hårdt arbejde – og fremskridt måles aldrig i større enheder end millimeter.
7. Tilgiv dig selv! Det er uundgåeligt at begå fejl i det her felt – så derfor er det vigtigt at acceptere, at man jævnligt går i vandet.
8. Få supervision og undervisning! Det er faktisk kun ved jævnligt at blive holdt fast i, hvad feltet egentlig handler om, og via rådgivning om, hvordan man forholder sig i de enkelte situationer, at man kan undgå at ryge ud i overdrevne forventninger – og i modoverføringsfølelser af skyld, raseri, hjælpeløshed etc. (som Gabbard og Wilkinson beskriver så grundigt).
Christian A. Stewart Ferrer, cand.mag. et pæd.psych., er børne og familiepsykolog i Nordfyns Kommune, hvor han forestår personlighedspsykologiske udredninger samt psykoterapi. Han er tilknyttet dels Nordfyns Kommunes Selvmordsteam, dels samme kommunes Borderline-team.
Han er tidl. gymnasielektor ved Bagsværd Kostskole og underviser hvert semester i personlighedspatologi ved University College Lillebælt/Den Sociale Højskole – Odense.
Grundlæggende litteratur:
APA [American Psychiatric Association] (2000). Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders. Fourth Edition, Text Revision: DSM-IV-TR. Washington, DC: American Psychiatric Association.
Beck, A.T., Freeman, A., Davis, D.D., et al. (2004). Cognitive Therapy of Personality Disorders. Second Edition. NY/London: The Guilford Press.
Block, M.J., Westen, D., Ludolph, P., Wixom, J., & Jackson, A. (1991). Distinguishing Female Borderline Adolescents from Normal and Other Disturbed Female Adolescents. Psychiatry, Vol.4, FEB 1991, ss. 89-103.
Diepold, B. (1994). Borderline-störungen im Kindesalter. Analytische Kinder- und Jugendlichen-Therapie, 25. Ss. 5-39.
Diepold, B. (1996). Therapeutic Space and Containment in Children with Borderline Disorder. Ss. 181-189 i Diepold, B. (ed.: Diepold, P.), Spiel-Räume. Erinnern und Entwerfen. Aufsätze zur analytischen Kinder- und Jugendlichenpsychotherapie. Göttingen: Universität Göttingen, 2005. (Opr. udgave 1996: Paper præsenteret ved European Federation for Psychoanalytic Psychotherapy in the Public Sector’s »Third European Conference on Child and Adolescent Psychoanalytic Psychotherapy« – Stockholm, oktober 1996).
Ferrer, C.A.S. (2007). Kommunikation med unge borderlinere. Paper præsenteret ved konferencen om Unge med Borderline-symptomer 2007. Kbh.: Institut for Kompetenceudvikling (arr.).
Ferrer, C.A.S. (2006). Borderline-familier og familiebehandling. Paper præsenteret ved Familiebehandlingskonferencen 2006. Kbh.: Institut for Kompetenceudvikling (arr.).
Freeman, A., & Reinecke, M.A. (red.) (2007). Personality Disorders in Childhood and Adolescence. Hoboken, NJ: John Wiley & Sons, Inc.
Gabbard, G.O., & Wilkinson, S.M. (1996). Borderline-behandling og modoverføring. Kbh.: Hans Reitzels Forlag. Opr. udg. 1994.
Jørgensen, C.R. (2006). Personlighedsforstyrrelser. Moderne relationel forståelse og behandling af borderline-lidelser. Kbh.: Akademisk Forlag.
Kernberg, O.F. (1984). Severe Personality Disorders. New Haven/London: Yale University Press.
Kernberg, O.F., Selzer, M.A., Koenigsberg, H.W., Carr, A.C., & Appelbaum, A.H. (1989). Psychodynamic Psychotherapy of Borderline Patients. NY: Basic Books, Inc.
WHO [World Health Organization] (1992). The ICD-10 Classification of Mental and Behavioural Disorders. Genève: World Health Organization.
Blad-nr.:14/2008 |
|
|
| |
|
