|
|
|
| |
| |
|
|
| Artikel |
Faaborg Gymnasium vil være regionalt fyrtårn for naturvidenskabDet sydfynske gymnasium arbejder på at blive en del af et af de regionale naturfagscentre, som en arbejdsgruppe nedsat af regeringen har anbefalet at få etableret. NATURFAG > af tina rasmussen > tina@gl.orgFaaborg Gymnasium går efter at blive en del af et af de regionale centre til udvikling af naturfag, som foreslås etableret i Danmark.
»Vi er jo en beskeden skole, så vi kan nok ikke bære opgaven alene. Jeg forestiller mig, at vi kunne indgå et partnerskab med f.eks. Syddansk Universitet,« siger Claus Jensen, rektor på Faaborg Gymnasium.
Skal projektet blive virkelighed, skal der ifølge Claus Jensen opføres en ny bygning ved gymnasiet. Den sydfynske rektor håber, at det regionale center bl.a. vil blive et sted, hvor dygtige folkeskolelærere og gymnasielærere fra hele Fyn kan mødes og samarbejde om at finde nye tilgange til undervisningen i de naturvidenskabelige fag og udvikle spændende undervisningsforløb, som de efterfølgende kan prøve af på elever og lærere fra andre skoler og gymnasier.
»På det område har vi allerede en del erfaringer at bygge videre på,« siger Claus Jensen.
Faaborg Gymnasium har i to år – under overskriften »ScienceLab« – netop arbejdet på at forny undervisningen i de naturvidenskabelige fag og skabe et tæt samarbejde mellem gymnasiet og folkeskolerne. Formålet har været at få flere folkeskoleelever til at interessere sig for de naturvidenskabelige fag og give dem lysten til at tage en gymnasial uddannelse.
»Det har været meget vellykket. Vi har ladet gymnasiet være et ressourcecenter i lokalområdet. Vi har mere spændende udstyr end en gennemsnitlig folkeskole, så eleverne har haft mulighed for at lave nye forsøg, og folkeskolelærerne og vores gymnasielærere har kunnet udveksle erfaringer og inspirere hinanden,« forklarer Claus Jensen.
Inspiration til lærerne Et nationalt center for natur, teknik og sundhed samt fire-seks regionale centre til støtte for lærernes arbejde med at forny og udvikle undervisningen i de naturvidenskabelige fag i grundskolen og ungdomsuddannelserne var blandt de anbefalinger, som arbejdsgruppen til forberedelse af en national strategi for natur, teknik og sundhed kom med i rapporten »Et fælles løft«.
Arbejdsgruppen, der var blevet nedsat af regeringen i maj 2007, offentliggjorde rapporten i midten af februar i år, hvor den samtidig blev afleveret til undervisningsminister Bertel Haarder (V) og videnskabsminister Helge Sander (V).
Rapporten indeholder konkrete bud på initiativer, der kan styrke de naturvidenskabelige fag i hele det danske uddannelsessystem. Målet er at få flere elever til at interessere sig for natur, teknik og sundhed og vælge et uddannelsesforløb inden for de tre områder.
Hvis det lykkes for Faaborg Gymnasium at blive en del af et kommende regionalt center for naturvidenskab, vil det ifølge Claus Jensen give masser af inspiration til lærerne og forhåbentlig virke som en slags dynamo, der kan trække flere elever til gymnasiet.
»Ikke bare til vores gymnasium, men også til de andre i området,« siger han. Desuden håber Claus Jensen, at det regionale center vil få plads til, at almindelige borgere kan samles om naturvidenskabelige aktiviteter og oplevelser som f.eks. foredrag og solformørkelser som i Tycho Brahe Planetarium i København.
Positiv minister Undervisningsminister Bertel Haarder var i begyndelsen af august på besøg på Faaborg Gymnasium, hvor han hørte om gymnasiets flerårige satsning på at forny undervisningen i de naturvidenskabelige fag og planerne om at blive en del af et af de kommende regionale naturvidenskabscentre.
»Haarder lovede ikke noget, men han var positiv over for projektet og opfordrede os til at arbejde videre med vores planer,« siger Claus Jensen.
Det nye center ventes at koste mindst 20 millioner kroner. Undervisningsministeriet vil sandsynligvis bidrage med statslig støtte til de regionale naturvidenskabscentre, men størstedelen af pengene skal hentes hos private fonde og erhvervsvirksomheder.
»Så det er noget, vi selv skal ud og arbejde for. Vi er gået i gang, men er stadig kun i startfasen,« siger Faaborg-rektoren.
Da rapporten »Et fælles løft« blev afleveret til Bertel Haarder i februar, var meldingen fra ministeren, at regeringen nu ville udmønte forslagene i en egentlig strategi, som han ventede ville være på plads senere på året. Det er endnu ikke sket.
»Der er ikke besluttet noget endnu,« lyder det fra Claus Helmann Christensen, der er undervisningskonsulent i Undervisningsministeriet. Blad-nr.:14/2008 |
|
|
| |
|