FAGLIG leder> af gorm leschly, gls formandTræd ud af den rituelle stammedans, HaarderSkoleåret starter næsten traditionen tro med en DGS-undersøgelse, som indikerer nye rekorder for klassestørrelser og en efterfølgende rituelt præget mediedebat.
GLs undersøgelse for 2007 bekræftede, at ca. halvdelen af grundholdene på stx havde mere end 28 elever, at over 30 elever var almindeligt udbredt, og at der i den tredjedel af klasserne med flest elever i gennemsnit var 30,2 i klasseværelserne. Hhx havde den højeste gennemsnitlige klassekvotient på 29,6, mens stx lå på 28,1, hf på 27,9, og htx havde et gennemsnit på 25,8. GL vil også i år gentage sin undersøgelse efter 1. tælledag til september.
Ifølge DGSs Lectiobaserede undersøgelse i august 2008 af gymnasiernes 1.g’ere er der i to ud af fem nye 1.g-klasser planlagt med 30 eller flere elever, og i hver tiende 1.g er tallet 32 eller flere. Det giver et landsgennemsnit på 28,4. I 84 klasser er der planlagt med 32 eller flere elever.
Enhedslisten kræver et loft på 28. S og SF foreslår et loft på gennemsnitlig 26 elever i klassen og kalder undervisningsminister Bertel Haarder i samråd til en snak om klassekvotienter. Et loft skal sikre en god undervisning, mindske frafaldet og ifølge forslagsstillerne gælde for alle ungdomsuddannelser.
Bertel Haarder er traditionen tro afvisende over for enhver form for loft.
I år udtaler ministeren i Radionyhederne: »Jeg tror, de tal er vildt overdrevne. Hvis elevernes stamhold er så store, som vi hører her, så har de sikkert nogle valghold, der er meget små. Det afgørende er gennemsnittet, og det ligger slet ikke på de fantasital, som vi får at høre her. Store stamhold giver gymnasierne råd til at oprette flere små valghold til glæde for eleverne.«
Ministerens synspunkter holder ikke vand. I studieretningsgymnasiet er virkeligheden en helt anden end i valgfagsgymnasiet. I dag bruger eleverne typisk kun 6-8 procent af tiden på valghold. Før reformen brugte de typisk 20 procent af undervisningstiden på valghold. Samtidig er valgholdene i dag ofte større, end de var før.
Ministerens argumentation klinger hult i forhold til vores viden om sammenhænge mellem frafald og klassestørrelse.
Ministerens argumentation er f.eks. direkte i modstrid med resultater i nyere forskning om social arv og klassestørrelsens betydning for fastholdelse af elever fra hjem, hvor forældrene ikke har en gymnasial baggrund. Disse udgør ca. 33 procent på stx, ca. 50 procent på htx og ca. 60 procent på hhx. Skal man holde fast i denne elevgruppe, er der ifølge forskerne kun én vej: De store klasser må nedbringes, så der bliver plads til mere nærhed mellem elever og lærer, og de unge skal have hjælp til lektierne på deres egne præmisser.
Ministerens argumentation harmonerer ikke med regeringens målsætning om, at i 2010 skal 85 procent af en ungdomsårgang have en ungdomsuddannelse, i 2015 er målet 95 procent, og 50 procent en videregående uddannelse. Det går den forkerte vej i virkelighedens verden. Andelen af unge, der tager en ungdomsuddannelse, er i denne regerings tid ikke steget, men faldet. Andelen af unge, der starter en videregående uddannelse, er også faldende. Større og større klasser er en af forklaringerne på et stigende frafald.
Fra mange sider lyder der i disse dage opfordringer til ministeren om at tage skeen i den anden hånd og tænke nyt. Herfra vil jeg også opfordre Bertel Haarder til at træde ud af den rituelle stammedans, lyt til videnskab, eksperter, og vær lidt mere åben og proaktiv i dialogen med Folketingets partier ikke mindst over for S og SFs forslag om et maks. på gennemsnitlig 26 elever i klasserne på den enkelte skole. Blad-nr.:14/2008
