»Det ku’ vær’ så godt ...«Vi ønsker en egentlig reform af gymnasiereformen. Derfor har vi – efter tre års erfaringer med reformen – forsøgt at formulere, hvad det er, der ikke dur. Vi håber, mange kolleger synes det samme, og opfordrer dem til – med deres underskrift – at bakke op om synspunkterne ved at skrive under på: www.reformforum.skrivunder.dk, hvor man også kan læse mere om baggrunden.KRONIK > af bue tage andersen, sten bredsdorff, søren peter hansen, henrik ljungberg, dorrit færk møller, tom sinding, christian thune og jørgen winding
> tegning: gitte skovEt spøgelse går gennem den danske gymnasieskole – den faguddannede privatpraktiserende lærers spøgelse. Alle magter i Folketinget og Dansk Pædagogisk Universitetsskole har sluttet sig sammen for helligt at klapjagte dette spøgelse.
Hvor er de lærere, der ikke af deres regerende modstandere er blevet skældt ud for at forfægte retten til privatpraktiseret undervisning og kærligheden til fagfaglighed, og hvor er det forligsparti og den ministerielle embedsmand, der ikke har slynget den brændemærkende beskyldning forandringsresistent i hovedet på mere besindige oppositionsfolk?
Det er på høje tid, at gymnasielærerne giver hele verden klar besked om deres synsmåde, deres mål, deres tendenser og stiller et manifest op mod eventyret og løgnehistorierne om dette spøgelse.
Med dette formål mødtes otte gymnasielærere i København og gjorde udkast til følgende ...
Sådan kunne en spøgefuld omskrivning af indledningen til en af det 19. århundredes vigtigste tekster se ud; men som Piet Hein siger: »Den der kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.«
Lad os med det samme understrege, at vi er helt enige med politikerne i, at der var behov for en reform af valggymnasiet, og at vi et langt stykke ad vejen er enige i intentionerne bag gymnasiereformen, herunder vigtigheden af at styrke fagligheden og samspillet mellem fagene. Men i virkelighedens verden har reformen efter vor mening desværre haft den modsatte virkning: Samspillet mellem fag er blevet til et virvar af tvangspålagte og overfladiske samarbejdsforløb, som har medført stressede og frustrerede lærere og forvirrede elever, og dette er sket på faglighedens bekostning. Fagligheden i de enkelte fag har nemlig fået stærkt forringede vilkår, dels fordi undervisningstiden og det skriftlige arbejde i de enkelte fag er reduceret, dels fordi de mange indlagte samarbejdsforløb i virkelighedens verden har betydet et farvel til den dybde og kontinuitet i undervisningen, der efter vores mening er alfa og omega for en god skole.
En god skole har også ytringsfrihed. Vi har hørt om rektorer, der ikke bryder sig om, at deres lærere udtaler sig kritisk om reformen, ligesom vi ved, der findes eksempler på lærere, der udtaler sig betonfundamentalistisk mod reformen og al dens væsen. Men det nytter ikke noget at grave sig ned i hver sin skyttegrav og smide skældsord og forbud i hovedet på hinanden. Vi vil meget hellere bygge bro mellem på den ene side dem, der ukritisk skamroser reformen, og på den anden side dem, der unuanceret kritiserer den, for set fra den almindelige lærers side er det ikke alt, der er galt, men dog en hel del. Det vil vi gerne være med til at rette op på, og vi har derfor prøvet at kigge konstruktivt på reformen ud fra følgende overordnede sigtelinjer: Vi ønsker at fastholde et nationalt gymnasium med sammenhængskraft, faglig kontinuitet, et ensartet højt fagligt niveau og en høj grad af retssikkerhed for eleverne, og vi ønsker, at gymnasiet skal være åbent for alle unge, som ønsker – og evner – en boglig uddannelse – også selv om de ikke kommer fra et hjem med en boglig baggrund. Endelig ønsker vi, at der bliver skabt langt bedre mulighed for at få tid, ro og koncentration til kerneydelsen: den gode undervisning.
Men hvad er det så, der modarbejder realiseringen af disse ønsker, hvad er det, der ikke dur?
Vi har de sidste år haft mange og lange reformsamtaler med kolleger og har, gennem de knap tre år, reformen nu har været virkelighed ude på skolerne, gjort os vore erfaringer med undervisningen og dens vilkår. Disse erfaringer har vi udmøntet i otte punkter:
Det dur ikke
- at kontinuiteten i de faglige forløb ødelægges
- at der ustandselig ændres i bekendtgørelser og vejledninger
- at den nuværende AT-konstruktion vanskeliggør meningsfulde forløb
- at elevernes retssikkerhed ved eksamen forringes
- at den fælles nationale studentereksamen er i fare
- at lærere og ledelse bruger alt for meget tid på møder og kontrol
- at kompetencetænkningen udhuler fagligheden
- at eleverne har for lidt indflydelse
Vi er helt på det rene med, at de to andre reformer, kommunalreformen (der gjorde skolerne til selvejende institutioner) og karakterreformen (der fjernede selvstændighed og kreativitet fra bedømmelseskriterierne) spiller ind på væsentlige dele af skolernes hverdag, men de ovennævnte otte punkter, som vi håber vores kolleger med deres underskrift vil støtte, opregner udelukkende problemfelter, der direkte udspringer af gymnasiereformen.
Baggrunden for »dur ikke-punkterne« kan man læse udfoldet i et baggrundspapir, der ud over at diskutere uheldige virkninger af gymnasiereformen også kommer ind på enkelte aspekter fra kommunalreformen (selvejet, de eksterne bestyrelser og taxameterordningen). I baggrundspapiret, som ligger tilgængeligt via hjemmesiden www.reformforum.skrivunder.dk, argumenterer vi for vores synspunkter på forskellige reformområder: 1) studieretningerne, 2) grundforløbet, 3) almen studieforberedelse, 4) kompetencebegreb og rapportering, pensum og eksamen, 5) læreplaner og skoledemokrati, 6) ledelsen, ministeriet og fagkonsulenterne, 7) lærerrollen og 8) taxameterordningen.
I det følgende vil vi kort skitsere, hvad baggrundspapiret siger om de forskellige punkter, men samtidig opfordre vore kolleger til at klikke sig ind på hjemmesiden, læse baggrundspapiret og – hvis man kan finde tid til det – diskutere det på skolerne.
Ideen med at skabe studieretningsgymnasiet var – ud over at være en god idé – grundlæggende for samspilstanken. Ideen var nemlig at samle elever med samme fag i samme klasse, således at lærerne kunne skabe samordnet progression og samtidig få gunstige muligheder for flerfagligt samarbejde, f.eks. ved timebytninger m.m. I virkelighedens verden er det gået anderledes. Man har til sin store forbløffelse opdaget, at elever ikke kommer i bundter af 28, der har ét og samme fagvalg, og det har resulteret i, at mange elever sidder i papegøjeklasser, der netop ikke har samme lærere og samme fag. Det uendelige antal af studieretninger med tilhørende valgfag gør i øvrigt valget af studieretning kaotisk og uigennemskueligt – både for elever, forældre og lærere.
Ideen med studieretningerne kunne komme til sin ret, hvis man begrænser og harmoniserer udbuddet af studieretninger til måske tre overordnede: en sprogfaglig, en naturfaglig og en samfundsfaglig, som alle skulle være brede og generelt kvalificerende. En sådan ændring ville fastholde og styrke intentionerne bag reformen og samtidig skabe overskuelighed – og mere faglig dybde. Eleverne ville før gymnasievalget få langt større klarhed over, hvilke fag de i virkelighedens verden reelt ville få, og begrænsningen af antallet af studieretninger ville samtidig betyde, at mindre gymnasier i yderområderne lettere ville kunne klare sig.
Grundforløbet er måske en god ide, men det er for kort til, at man kan komme i gang med en egentlig undervisning, og AT fylder alt for meget. Derfor svækkes både de fagfaglige og de flerfaglige niveauer afgørende. Grundforløbet er for os et tydeligt eksempel på, at reformen, når den implementeres, kommer til at fokusere langt mere på form end på fagligt indhold.
Ideen bag nyskabelsen AT er fin: Eleverne kan have store fordele af at arbejde med projekter, hvor de kan se sammenhængen mellem fagene, og det er vigtigt, at gymnasiet er studieforberedende. Men det nuværende AT fungerer dårligt, først og fremmest fordi det skaber en fragmenteret skolehverdag, der umuliggør kontinuitet i undervisningen og fjerner muligheden for en hverdag med reel kontakt og fortrolighed mellem elever og lærere, hvilket er særlig uheldigt for gymnasiefremmede unge. Mange kolleger mener heller ikke, at AT-forløbenes faglige resultater står mål med indsatsen og tidsforbruget (og eleverne oplever, at arbejde på tværs af fagene er »Alment Tidsspilde«, som eleverne selv har døbt AT).
Det vil være godt at henlægge de mere ambitiøse dele af AT til slutningen af 2.g og særligt 3.g, og samtidig bør en stor del af AT-tiden lægges tilbage i fagene, der via fagbeskrivelserne kan pålægges at gennemføre konkrete projektarbejder både i de enkelte fag og i samarbejde med andre fag i løbet af det treårige forløb. Det meningsfulde fagsamarbejde bør prioriteres.
Det nye gymnasium skulle ændres fra at være et pensumgymnasium til at være et kompetencegymnasium. For såvel elever, forældre og lærere som censorer er kompetencebegrebet imidlertid så uklart, at det truer elevernes retssikkerhed, og begrebet er efter vores mening helt uegnet i en gymnasial sammenhæng. Det nuværende system med indrapportering af studieforløb, elevtid, progression og undervisningsplaner samt afkrydsning af kompetencer tager uhyggelig lang tid og er endt som en bureaukratisk manøvre, der i langt højere grad fungerer som kontrol end som kvalitetssikring.
De ambitiøse læreplaner minimerer pga. detaljeringsgraden elevernes muligheder for at få indflydelse på undervisningens indhold og metode. Dette har som konsekvens, at skoledemokratiet på et væsentligt område sættes ud af kraft, og dermed ændres lærerrollen afgørende. Fra at være diskussionspartner til at være kontrollant. Teamorganiseringen har derudover medført en umådelig tidkrævende mødeaktivitet og ikke mindst en ansvarsforflygtigelse i forhold til elevernes udbytte af undervisningen. Lærerne bruger efterhånden mere tid på at mødes med hinanden end på at mødes med eleverne.
Kompetencetænkningen har også slået igennem i eksamensbestemmelserne. Kravene i de nye eksamensformer er i mange fag langt mere abstrakte og svære at aflæse, hvilket favoriserer elever fra boglige miljøer (hvor eleverne også kan hente den støtte, som mindre heldige elever må savne). Den traditionelle eksamen er en kendt, slidstærk og sikker evalueringsform, hvor censors rolle er veldefineret som ekstern faglig kontrol. Eksamen i AT og studieretningsprojektet kompromitteres af, at censor i en række tilfælde ikke er fagligt kompetent i de fag, der eksamineres i. Men det er også et problem, at censor forudsættes at indgå direkte i selve eksaminationen og dermed træde ud af rollen som ekstern kontrol.
Vi mener ikke, at skolernes ledelse (forstået som den enkelte skoles lokale bestyrelse og rektor) i sagens natur kan stå som garanter for et ensartet kvalitetsniveau på det nationale plan. Det er derfor nødvendigt, at der opbygges en ressourcestærk styrende enhed for gymnasieskolen med et ressourcestærkt fagkonsulentkorps, der kan sikre såvel den faglige og den organisatoriske udvikling på landsplan som dialogen mellem lærere og ministerium.
Endelig kommenterer vi taxameterordningen. Vi er udmærket klar over, at den ikke er et element i selve reformen, men vi vil meget stærkt anbefale, at ordningen genovervejes, fordi den giver rektorerne og bestyrelserne et klart incitament til at prioritere økonomi over undervisning og bruge betydelige beløb på markedsføring. På den måde forstærker taxameterstyringen de tendenser i reformen, der skaber overfladiskhed; form uden indhold.
Vi er selvfølgelig klar over, at det grundlæggende set ikke er vores opgave at tage ansvaret for den nødvendige reform af gymnasiereformen – det er politikernes sag. Men ideen må være at gennemføre ændringer, som sikrer, at intentionerne bag gymnasiereformen kan føres ud i livet i skolernes hverdag. Politikere og praktikere burde her have samme interesse. Vi vil gerne understrege, at vi ser vældig gode intentioner og ideer i reformtankerne – men samtidig også meget, meget store problemer i forbindelse med disse ideers implementering i skolehverdagenes virkelighed, og derfor ønsker vi en egentlig reform af gymnasiereformen.
Vi håber og forventer, at såvel undervisningsministeren, ministerens følgegruppe, forligspartierne bag gymnasiereformen og vores fagforening vil tage hensyn til vores synspunkter, når en revision af gymnasiereformen skal forhandles på plads – vi har jo alle den samme interesse: At skabe det bedst mulige gymnasium inden for den givne økonomiske ramme. At skabe en ungdomsuddannelse i verdensklasse..
Derfor: Gymnasielærere på alle skoler foren eder! Klik ind på www.reformforum.skrivunder.dk og tilkendegiv med jeres underskrift, at I ønsker en gennemgribende justering af reformen, der sørger for, at alt det, der ikke dur, bliver fjernet. Til gavn for uddannelsen, til gavn for lærerne og til gavn for skolerne, men først og fremmest til gavn for eleverne og til gavn for samfundet.
Bue Tage Andersen, Sten Bredsdorff, Søren Peter Hansen, Henrik Ljungberg, Dorrit Færk Møller, Tom Sinding, Christian Thune og Jørgen Winding repræsenterer et bredt udvalg af naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske fag og har deres reformerfaringer fra hhv. Birkerød Gymnasium, Det åbne Gymnasium, Gammel Hellerup Gymnasium, Helsingør Gymnasium og Roskilde Gymnasium.Blad-nr.:05/2008
