| |
| |
|
|
| Artikel |
Vi skal vænne os til tværfaglighed i altUddannelse, forskning og arbejde i dag og i fremtiden kræver bred dannelse. Derfor er det et problem, at humanisme og naturvidenskab er to adskilte kulturer, der ofte bekriger hinanden i stedet for at samarbejde. For tværfagligheden er kommet for at blive, og på længere sigt kan man forestille sig helt andre discipliner i gymnasiet. Det mener forfatterne bag bogen Ergo, der har en filosofisk og humanistisk indgang til naturvidenskab som dannelseskomponent.NATURVIDENSKAB > af morten jest > jest@gl.org > foto: peter olsenIdeen om, at grundvidenskab er adskilt fra anvendt videnskab, giver ikke længere mening. De videnskabelige fremskridt er blevet afhængige af hele spektret af tilgængelig viden, fra matematik over sociologi til humaniora.
Udsagnet kommer fra ph.d. i teoretisk biologi og videnskabsjournalist Robin Engelhardt, som sammen med mag.art. i filosofi, professor i videnskabsteori og institutleder ved Learning Lab Denmark Hans Siggaard Jensen har skrevet bogen Ergo. Et – på sin vis utraditionelt – værk om naturvidenskaben, dens historie, udvikling og forudsætninger – en slags pendant til humanioraens De Europæiske Ideers Historie, som for de fleste gymnasieelever, vel nærmest siden hesten på Kongens Nytorv var føl, har været mere eller mindre obligatorisk læsestof i almendannende øjemed.
Med til den i indledningen beskrevne udvikling hører en ny virkelighed og en endnu større grad af tværfaglighed, som på længere sigt formentlig vil få fortsatte konsekvenser for den måde, vi i dag organiserer vores undervisning og uddannelse på, spår de to forfattere. Og som måske vil føre til en helt ny opfattelse af, hvad fag og discipliner er.
I en kompleks verden, hvor nærmest alle kulturens sfærer er blevet videnskabeliggjort, kan man ikke længere foretage fornuftige etiske og moralske valg uden at have en basal naturvidenskabelig dannelse. En lang række problemstillinger kræver således flere kompetencer end tidligere hos de involverede. Et godt eksempel er klimaproblematikken, der ud over biologien blandt andet drejer sig om politologisk-økonomiske aftaler. Det kræver en større bevidsthed og nedbrudte faggrænser. Det er også grunden til oplevelsen af, at der ikke er nok faglig baggrund bag bedømmelsen af forskningsansøgninger.
»Man må i uddannelsessystemet generelt vænne sig til at håndtere, at bedømmere skal kunne vurdere bredere,« nærmest konstaterer Robin Engelhardt.
Og på grund af tværfagligheden og de mange forskellige faktorer, det er nødvendigt at inddrage i problemløsning, må man tænke i nye baner. Spørgsmålet er, hvordan skolen skal afspejle den udvikling?
»Universiteterne må finde nye måder at organisere viden på, for eksempel gennem tværfaglige forskeruddannelser. Herfra skal tværfagligheden synke ned i systemet; det er der, udfordringen ligger. Det stiller selvfølgelig større krav til både undervisere, elever og studerende,« siger Hans Siggaard Jensen, som fastslår, at ændringerne kræver nye opdelinger af vidensfelter.
»Man kan jo lave om på disciplinerne i gymnasiet. Tag nu fagene fysik og kemi – hvad hvis det hele er et stort komplekst system? Eller matematik – det er absurd i dag at forstå matematik som naturvidenskab. Er søgealgoritmer naturvidenskab? Der går det galt, for hvad er det eksempelvis, en søgemaskine som Google kan? Den kan jo servicere lige netop dine informationsbehov. Vi må desværre erkende, at skolen i dag afspejler et 150 år gammelt verdensbillede,« siger professoren.
Robin Engelhardt tilføjer, at vi har et socialt afhængigt system, hvor eleverne reproducerer lærernes viden. Det er ekstremt stift og konservativt. I Frankrig er der eksempelvis en bredere fagvifte, mens blandt andre USA er meget langt fremme med ny skoleindretning og nye undervisningsformer.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at kvaliteten i dansk uddannelse daler, forklarer han. Meget få lande har lige så højt uddannede lærere i gymnasiesektoren, som vi har i Danmark, og det er en styrke, der har været med til at sikre et meget højt fagligt niveau. De to forfattere henviser i den forbindelse til det engelsksprogede magasin The Economist, der har foretaget et metastudie af, hvad der betyder noget for kvaliteten. Konklusionen var klar: Lærerne.
»Så man kunne jo foreslå dobbelt løn til lærerne,« siger Hans Siggaard Jensen med et lille smil og fortsætter:
»Problemet er, når systemer som det danske udsættes for konkurrence.«
Han mener, at end ikke regeringen går helhjertet ind for sine egne erklæringer om elite og uddannelse i verdensklasse. Det vil kræve flere ressourcer.
»Verdensklasse koster virkelig mange penge. Danmark investerer, modsat hvad de fleste ellers tror, ikke specielt meget i uddannelse. Mange andre lande bruger flere penge, men de kanaliseres anderledes, blandt andet gennem det private. Så hvis vi skal måle os med andre, kræver det altså enten voldsomme offentlige investeringer eller et opgør med nogle fundamentale politiske principper,« lyder beskeden.
Usexet
Der har længe, men især i de seneste 50 år, foregået en voldsom udvikling inden for naturvidenskaben. Det har blandt andet medført, at bøger, der benyttes på universiteterne, ofte må skrives om. Således er mange af de bøger, der benyttes i dag, forældede om bare fem år.
»Vi vil altid ende med en masse kuldkastede teorier, fordi vi jo ikke kan sige, hvad der vil ske i fremtiden. Tænk for eksempel på, at det blot er 30 år siden, man fandt ud af, at jordskorpen består af tektoniske plader, som kan forskubbe sig, og ikke en slags oval elasticitet, der holder sammen på det hele,« siger Hans Siggaard Jensen.
Det er sådanne vilkår og forudsætninger, de to forfattere beskriver i Ergo, som er skrevet i et sprog og på en facon, der gør, at man godt kan læse bogen uden at have Nobelprisen i fysik.
»Bogen kan læses på forskellige måder; det er netop en af ideerne. Formålet er at beskæftige sig med det humanistiske aspekt af naturvidenskaben. Den her bog er ikke skrevet af to fagnørder, der springer af sted med en masse uforståeligt fagsprog. Det skulle gøre det muligt at blive introduceret til naturvidenskaben uden at blive fremmedgjort, hvilket alt for ofte sker. Og omvendt er det også meningen med bogen, at naturvidenskabsfolk skal kunne få udviklet horisonten og få formidlet viden historisk og filosofisk,« siger Robin Engelhardt.
Hans Siggaard Jensen tilføjer, at der da findes andre bøger, som tager forholdet mellem naturvidenskab og filosofi op. Men de er overfladiske og bygget på idealkonstruktioner og standardbeskrivelser, mens Ergo er et forsøg på at beskrive naturvidenskaben i historisk sammenhæng og ud fra det store billede. De seneste 20-30 år har samfundet samtidig oplevet et boom i sociologisk-videnskabelig litteratur, ligesom naturbegrebet er anderledes i dag med ændringer i det hierarkiske niveau. Man kan for eksempel spørge, om naturvidenskaben giver svaret på meningen med livet? Det er et spørgsmål, der indeholder megen kompleksitet, og derfor har forfatterne også opdelt bogens afsnit, som ingen andre bøger ifølge Hans Siggaard gør det. Nemlig med en nødvendig tværfaglighed.
»Vi forsøger at ramme en bred målgruppe. Hvorfor er naturvidenskab så usexet? Det handler blandt andet om indpakningen. Det bliver alt for ofte sat ind i en utiltalende ramme. Det er lidt ligesom nogle madretter – de kan lyde kedelige, men hvis de serveres på den rigtige måde, kan de faktisk blive spændende og attraktive.«
Naturvidenskab som lobbyisme
De to naturvidenskabsfilosoffer har imidlertid valgt – i hvert fald direkte – at undgå nogle kontroversielle emner, fordi disse ikke bidrager til forståelsen af naturvidenskaben og dens vilkår og sammenhænge. Derfor beskriver Ergo en række teorier uden at tage direkte stilling til, hvorvidt de bør falde eller ej.
»Det handler lidt om, hvad kriteriet for videnskab egentlig er. Man kan jo sige, at kreationismen er en dårlig teori. Man kan også spørge, om det overhovedet er en teori? Vorherre bliver i hvert fald mindre og mindre rationel, hvis man konfronterer teorien med virkeligheden – han starter ganske fornuftigt, men bliver så ond og irrationel,« siger Hans Siggaard Jensen.
Videnskabeligt betragtet er der med vores viden i dag ikke noget at komme efter for religion, supplerer Robin Engelhardt. Til gengæld skal man holde sig for øje, at andre problemer omgiver naturvidenskabsdebatten og -formidlingen.
Dels er der i medierne en tendens til at reproducere stereotype forestillinger, når formidlingen ofte bliver en slags teater, hvor rekvisitterne skal være klar – eksempelvis en forsker med et mikroskop eller et andet instrument. Dels kan det nogle gange virke, som om videnskabsfolk har koblet sig af den offentlige meningsudveksling. Der er kommet en skarp opdeling mellem analyse og kendsgerninger, og den kan nogle gange være et problem.
»Der er en vis tradition for blot at ytre sig gennem en forbeholden tolkning af egne data. I dag er naturvidenskaben en lille brik i et politisk spil. Mange har slet ikke opdaget, at den er degenereret til en lobbyist og kan bruges som nyttig idiot til en eller anden politisk dagsorden. Derfor er det ikke længere nok bare at præsentere fakta og lade andre om at tage beslutningerne,« mener Robin Engelhardt.
Hans Siggaard peger i samme forbindelse på, at der – samtidig med en tiltagende »djøf-isering« i systemet – har været et problematisk naturvidenskabeligt magtmonopol i forsknings- og universitetsverdenen, som har ført til selvfølgelige sandheder.
»Men naturvidenskab er ikke sandhed, det er en søgen efter de bedste forklaringer. Derfor er det vigtigt at diskutere. Naturvidenskaben har manglet det anti-autoritære oprør. For eksempel forstyrrede en kunstner som Bob Dylan establishmentet og skabte fornyelse. Det er nødvendigt at ændre på institutioners selvforståelse, men det har haft svært ved at slå igennem på det naturvidenskabelige område,« siger Hans Siggaard Jensen.
Ergo
Robin Engelhardt (født 1967, forfatter og videnskabsjournalist, ph.d. i teoretisk biologi og studier i litteraturvidenskab) og Hans Siggaard Jensen (født 1947, mag.art. i filosofi, studier i matematik og psykologi. Professor i videnskabsteori og institutleder ved Learning Lab Denmark, DPU) har sammen skrevet bogen Ergo, som er et nyt og anderledes bidrag til formidlingen af naturvidenskaben set i historisk og filosofisk perspektiv. Ergo går bag om de videnskabelige nybrud og undersøger forudsætningerne for deres opståen, og hvilke kræfter teorier og videnskabsfolk har været – og er – oppe imod og omgivet af. En af pointerne bag bogen er, at naturvidenskab, filosofi og humanisme i dagens verden ikke kan opfattes fagligt isoleret. Uddannelse i dag kræver bred dannelse med kompetencer fra såvel naturvidenskaben som fra humanismen.
Blad-nr.:05/2008 |
|
|
| |
|
