Danskernes horisont indsnævres af fikseringen på engelskNår engelsk er blevet allemandseje, er der ikke særlige fordele ved at kunne det. Men der vil være store fordele ved at kunne mere.KRONIK > af per øhrgaard > tegning: gitte skovSpørger vi, hvorfor vi bevarer traditionen med flere fremmedsprog i Danmark, må der spørges tilbage: Gør vi da det? Som en lille åben økonomi må satse på udenrigshandel og undgå at have kun én handelspartner, må et lille åbent samfund satse på kulturel udveksling og undgå at have kun ét sprog til at sørge for den. Gør vi det?
Monopoler gavner ikke økonomien; de sætter markedet ud af kraft. Hvis markedet overlades til sig selv, vil de større æde de mindre, og sådan er det også på det sproglige område. På det økonomiske område stræber lovgivningen nationalt og internationalt med vekslende held efter at forhindre monopoler, eller holde dem, der er, under politisk kontrol. Men konkurrencemyndigheder kan kun forhindre deciderede sammenslutninger eller opkøb, ikke at mindre virksomheder bukker under, så resultatet alligevel bliver monopoler. Mange vil mene, at den igangværende sproglige udvikling falder ind under denne økonomiske »naturlov«; jeg vil mene, at vi ikke anvender de redskaber, vi trods alt har, til at modvirke udviklingen.
Naturligvis skal danskerne lære engelsk; men skal vi kun lære engelsk? Skal vi indsnævre vores sproglige horisont, provinsialisere os – som vi er ved at gøre – eller udvide den, internationalisere os – som vi bestræbte os på før i tiden? Nationens fremtid bør ikke afhænge af politikeres og forretningsfolks sproglige snæversyn. Og når engelsk er blevet allemandseje, er der ikke særlige fordele ved at kunne det. Men der vil være store fordele ved at kunne mere.
Det handler heller ikke om, hvorvidt videnskab skal publiceres på engelsk; men om det stadig skal være muligt at anvende andre sprog end engelsk, herunder dansk. Tidsskrifter på engelsk er selvfølgelig ofte udmærkede. Men tidsskrifter på andre sprog kan også være fremragende, og et tidsskrift er ikke nødvendigvis førsteklasses, fordi det er engelsksproget, så lidt som en forsker behøver at være mere fremragende, blot fordi engelsk tilfældigvis er den pågældendes modersmål. Store dele af teoridannelsen inden for humaniora og samfundsvidenskab foregår stadig på andre sprog end engelsk. Den dag, sådanne emner kun kan studeres på engelsk, studeres de på anden hånd, og så bliver vore egne resultater også kun anden- eller tredjehånds.
Færre har sprogene fremme i hovedet
Andet – og tredje etc. – fremmedsprog er blevet stillet ringere ved den seneste gymnasiereform. Færre har sprogene liggende fremme i hovedet, når de skal vælge studium, og selv de, der vælger sprogene, har haft færre timer end i gamle dage. Illusionen, at når et fag står på skolens skema, er der også mange timer i det, er netop en illusion. Mine erfaringer fra en menneskealders tyskundervisning er, at nutidens studerende er hurtigere i munden, end min tids var, men at de til gengæld har meget lidt at meddele, fordi de savner ord. Og med pennen eller ved computeren viser deres grammatiske kundskaber sig meget mangelfulde.
Mange års satsning på den såkaldte kommunikative kompetence har desværre nok til dels været en blindgyde. Man har spændt vognen for hesten og er begyndt med den mundtlige udtryksfærdighed, som er det allersværeste på et fremmedsprog, og man har derfor – i bedste fald – opøvet færdigheder med alt for kort holdbarhed og ofte gjort det med tekster, som har været ligegyldige og derfor er blevet glemt igen.
Hvert nyt trin i uddannelsessystemet skal derfor begynde forfra i stedet for at kunne bygge videre. Det er frustrerende for os lærere; men det er endnu mere frustrerende for eleverne og de studerende, som ved hver ny overgang får at vide, at de ingenting kan, og derfor føler, at de har spildt deres tid på det foregående trin. De drager den rimelige konklusion, at sprog kan man alligevel ikke lære, så lad os hellere finde på noget andet. I mange år har det ene udvalg efter det andet (jeg har selv siddet i flere af dem) set på »overgangsproblemer« i det danske uddannelsessystem, men der er ikke sket ret meget. De fleste steder har man skåret ned på færdighedssiden, på den daglige eller blot ugentlige træning. Det svarer til at sige til de studerende på musikkonservatoriet, at de da ikke behøver at øve sig hver dag, det må være nok, hvis de har lidt begreb om, hvordan man kunne spille Beethoven – hvis man ellers kunne.
Det er ikke kun tidernes ugunst. I mange år var færdighedssiden ikke meriterende for de ansatte på institutionerne, det var kun den høje teori. Sprogfagene kunne ikke forhindre, at andre fag drænede dem for mange af deres interessante emneområder og efterlod alt det, som de fleste ved første øjekast finder kedeligt. I litteraturvidenskab, mediefag, på områdestudier osv. beskæftiger man sig med masser af bl.a. tyske emner; (forhåbentlig ikke kun på engelsk!). Man har masser af ansatte og kræver en høj studentereksamen af dem, man lukker ind, medens tyskfaget selv har det dårligt og få ansatte og ikke kan kræve en høj indgangskvotient. Og studenter med et flot gennemsnit fyrer det ikke af på et fag, der ikke kræver det.
Vi har et gigantisk mindreværdskompleks
Det gælder alle fremmedsprog, også engelsk. Men engelsk har nu engang en enestående – i dag hedder det vel junik – stilling. Problemet er vores holdning til og omgang med dette faktum. Når en lysavis ved kantinens kasse fortæller mig, at »This counter is open«, eller et skilt, at »2nd floor balcony is closed because of event«, kun på engelsk, så tænker jeg ikke, at CBS er blevet international, men at vi har et gigantisk mindreværdskompleks. Som i DDR i gamle dage, hvor man viftede med fanerne, når man mente at have opnået »Weltniveau« på et eller andet område. Jeg har hørt, at der på ryggen af brandmændene i det nye DR-by står Firefighters.
Der er mange fremmedord, vi ikke kan undvære; og der er unødvendige fremmedord, som ikke desto mindre har skaffet sig borgerret; en strøm af nye engelske eller snarere amerikanske betegnelser, der findes udmærkede danske ord og betegnelser for. Den ofte fremhævede, men mindst plausible begrundelse er, at de betyder noget andet: Coaching er mere end vejledning eller rådgivning. Hvis det er, er resten hjernevask. Og et fancy ord kan også skabe et let slør, der er praktisk, hvis man ikke vil forpligte sig: Public service er en god term, når man ikke ønsker at blive holdt fast på sine kulturpolitiske forpligtelser. Corporate social responsibility har ofte samme funktion.
Danskernes horisont indsnævres af fikseringen på engelsk. Folk med engelsk som modersmål har hjemmebanefordel, og vi er tilbøjelige til automatisk at tillægge deres ytringer en kvalitet, som de måske slet ikke besidder. Det blotte faktum, at noget er på engelsk, er ved at blive en målestok for kvalitet. Eller manglen på engelsk som det modsatte – f.eks. når danske turister bliver syge i fjerne lande og skal indlægges og brokker sig over, at ikke alle på det lokale hospital taler engelsk!
Men værre er ensidigheden i det blik, vi får på verden. Informationsmængden skævvrides; vi ender med at vide mere om amerikansk lokalpolitik end om centrale processer andre steder i verden. Også når vi informeres om andet end Amerika, er synsvinklen amerikansk, ikke nødvendigvis regeringens, men Verden set fra Amerika. Det skal man ikke bebrejde amerikanerne; man skal bebrejde os, at vi æder det råt. Allerede i 70’erne kunne man påvise, at danskernes holdning til konflikten i Mellemøsten også var påvirket af, at f.eks. syrerne talte fransk på tv, israelerne derimod engelsk; man identificerer sig nemmere med den, hvis sprog man bedst kan følge med i, uanset at det hele tekstes. Og jeg tvivler på, at den danske opinion så forholdsvis kritikløst ville have slugt den største danske udenrigspolitiske fejlvurdering siden 1864, hvis offentligheden i 2002-03 havde informeret sig lidt mere også fra franske eller tyske kilder, direkte vel at mærke og ikke i engelsksprogede referater.
10 forslag til en strategi
Såvidt lamentationerne. Nu til strategien eller skitsen til den – der er meget tilbage at gøre:
1) Engelsk er det helt dominerende fremmedsprog, og ingen af de traditionelle andet fremmedsprog kan i givet fald afløse det. Tysk og fransk genvinder ikke deres tidligere status, spansk – som vel efterhånden kan kaldes et traditionelt andet fremmedsprog – vil ikke opnå den. De andre sprog må indstille sig på det.
2) Globalisering foregår ret lokalt, som større trafik mellem naboer. Det omfatter mange flere mennesker end før. De taler ikke bare engelsk, men skal gøre sig forståelige for hinanden på de sprog, der er naboer. Selvfølgelig kan og skal ikke alle lære alt; men nationens samlede sproglige beredskab må styrkes i stedet for som nu at svækkes.
3) Afstanden mellem engelsk og andet fremmedsprog skal mindskes. Begynder man tidligere i skolen med engelsk, skal man også begynde tidligere med andet fremmedsprog, så eleverne ikke bliver helt frustrerede over ikke at kunne noget på sprog nr. 2, 3 osv. Jeg tror ikke, at man lærer bedre engelsk ved at begynde, næsten før man har lært dansk; men hvis man absolut vil, skal de andre sprog følge med. Bliver man bedre til andet fremmedsprog, bliver man i øvrigt også bedre til det første, fordi man i det hele taget lærer mere om sprog.
4) Da man aldrig vil kunne nå så langt i andet fremmedsprog, som man stort set kun møder i skolen, medens engelsk er allestedsnærværende, bør man satse stærkere på informationskompetencen. Det er ikke så vigtigt hele tiden at producere sprog; i hvert fald ikke, før vi har lært at håndtere råvarerne rigtigt, altså at kunne lytte med på, hvad de fremmede taler med hinanden om!, så vi forstår, hvorfor de siger det til os, som de siger. Og så kan vi da i Guds navn altid tale engelsk med dem, hvis vi ikke vover os længere ud.
5) Derfor bør der lægges vægt på at lytte og læse – og forstå! også mere komplicerede tekster. Derved udvikles i virkeligheden også ordforråd og grammatisk kompetence. Man lærer ikke indviklede tyske eller franske konstruktioner ved at se et løsrevet eksempel i en grammatik, men ved at se eller høre tusind eksempler i kontekst hos store forfattere eller talere. Her er de nemlig så prægnante, at man husker dem! Det, man – vist mest i gamle dage – kaldte »passiv« sprogbeherskelse, er noget af det mest aktive, man har.
6) Det man lærer på et højt plan, kan altid bruges på et lavere; det omvendte er ikke tilfældet. Hvis man kan analysere en god litterær tekst, kan man også analysere reklamesprog og tegneserier og executive summaries; det kniber mere den anden vej. I det kommunikative gælder det samme: Vi skal ikke angle efter overbærende forståelse hos vores udenlandske samtalepartner – vi skal tages alvorligt, og det kræver et stort ordforråd og en nogenlunde korrekthed. Vi skal kunne tale med mennesker i udlandet om de samme ting, som vi taler med hinanden om.
7) Sprog skal læres bredt – det er en dødssynd at specialisere for tidligt! Og i vore dage er de første studieår tidligt, når det gælder andet fremmedsprog. Hvad man nu kalder professionelt, er desværre ofte det, man før kaldte fagidioti. Hvis en længerevarende uddannelse er tilpasset en bestemt jobfunktion, er det, fordi enten uddannelsen eller jobbet eller begge dele står i stampe. Det præcise job lærer man først på selve jobbet, generationer af lærerkandidater kan tale med om det! Og netop derfor skal man møde op med den brede baggrund, som jobbet ikke forsyner én med. Det har vi studierne til. Vi skal uddanne generalister: specialister kan de altid blive (nødt til at blive). Det er ikke på grund af handel, at man skal lære tysk eller andre sprog – men man kan fortræffeligt bruge dem til det, når man har lært dem. Man skal altså lade være med at forveksle mål og middel. Eller som Voltaire sagde: Det overflødige er højst nødvendigt.
8) Sprogfagene bærer ikke blot kulturelle identiteter; et sprog altid er en ekstra adgang til information om alting. At lære fransk giver selvfølgelig adgang til den fransktalende verden, fransk kultur etc., men også adgang til information på fransk om emner, som ikke i sig selv er franske eller frankofone.
Og nu bliver det alvor med de to sidste punkter:
9) Der skal skabes bedre vilkår for andre fremmedsprog end engelsk, ved en revision af den ulykkelige gymnasiereform og ved lovgivning på medieområdet, der forpligter udbyderne til at have flere kanaler på andre fremmedsprog og giver brugerne mulighed for at vælge individuelt. Teknisk kan det lade sig gøre, men økonomiske interesser forhindrer det.
10) Erhvervslivet, som ofte beklager manglen på sprogkundskaber, må lade handling følge på ord ved at honorere sprogkompetencer hos de ansatte, hvis det ønsker flere medarbejdere med bedre sproglige kundskaber. Det skal kunne være en karriere at kunne sprog. Det er i ringe grad tilfældet i dag, hvor den, der kan lægge to og to sammen, har højere status og løn end den, der kan sine uregelmæssige verber.
Om de to sidste punkter kan jeg sige, som Bertolt Brecht sagde i anden anledning: Hvis De synes, at dette er utopisk, beder jeg Dem blot et øjeblik tænke over, hvorfor det er utopisk.
Per Øhrgaard er professor dr.phil. på Copenhagen Business School, International Center for Business and Politics.
Kronikken er bearbejdet på baggrund af et indlæg på Copenhagen Business Schools fremmedsprogskonference i december.Blad-nr.:01/2008
