|
|
|
| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
19. august 2005
OPERATION DAGSVÆRK – RELIGIONEt godt og nyttigt supplementIslam i Centralasien – muslimer i Sovjets skyggeRed. Magnus Meyer Harrison og Marie-Luise Hansen.30 sider.
Kr. 225 pr. klassesæt.
Operation Dagsværk 2005.
Tlf. 3311 4540.De store områder langs Silkevejen – historiens længste handels- og kulturvej både i tid og rum – har levet et upåagtet liv og har været helt underbelyst i vores kulturbillede. Det er meget fortjenstfuldt, at Operation Dagværk har sat fokus herpå.»Islam i Centralasien« viser et andet billede af islam end det, der præger mediedækningen af denne religion i Vesten, hvor interessen ikke mindst i den seneste tid har været på konflikter, vold og terror.
Forholdet mellem kristendom (russisk ortodoks) og muslimerne i de 5 centralasiatiske republikker har været præget af tolerance og til tider samarbejde. De historiske forudsætninger for det relativt fredelige samliv mellem de to religioner, men også deres fælles front mod f.eks. Stalin-regimets russificeringsproces, beskrives og dokumenteres på en let læst og overskuelig måde i hæftets 3 indledende kapitler. Det, der går igen i disse kapitler, er sufismens store betydning for islam i denne region. Oplevelsen af det personlige indre nærvær af Allah har betydet mere end den formelle og institutionaliserede religionsdyrkelse og har bidraget til, at islam har overlevet Stalin-tidens anti-religiøse politik med lukning af moskeer (og kirker) samt teologiske læreanstalter m.v.
Hæftets hovedartikel: Hverdagens islam er skrevet af Maria Louw fra Århus Universitet. Det er en meget velskrevet artikel, der fremhæver nogle karakteristiske træk ved den centralasiatiske muslimske spiritualitet. Den officielle, religiøse praksis, som den er formuleret i de 5 søjler, spiller tilsyneladende ikke nogen nævneværdig rolle, det gør derimod den private bøn. Man snakker med Allah, når man skal have løst et problem eller træffe et valg. Med forbillede i sufimestrene er det den indre, private religiøsitet, der er afgørende. Det er en religionsform, der er apolitisk, og Jihad er en personlig åndelig kamp mod det onde – menneskets lavere drifter og instinkter.
Den offentlige kult er centreret om dyrkelsen af de mange avlija. De er en slags helgener, der ved deres gode gerninger står Allah nær og besidder baraka – en hellig, velsignende kraft. Gravmonumenterne for disse hellige mænd er de vigtigste kultsteder og har langt større tilstrømning end moskeerne. Man søger miraklerne, og efter sovjetimperiets opløsning og efterfølgende økonomiske og sociale deroute for almindelige mennesker i regionen, beder man ved disse kultsteder om økonomisk redning og en vej ud af arbejdsløsheden.
Religiøsiteten er eksploderet i de sidste 15 år. Det skyldes bl.a., at der i de nye republikker er blevet religionsfrihed, og at grænserne er blevet åbnet for mission udefra. Og her er det især de højre-radikale kristne kirker fra USA og den politiske islamisme, der er ved at vinde indpas. Det har skabt øgede spændinger dels i forholdet mellem de to religioner, og dels i forhold til de politiske styreformer i Centralasien. I den meget klargørende afsluttende artikel redegør Karsten Fledelius for, hvorledes de politiske magthavere bruger den islamistiske trussel som et påskud for deres udemokratiske styreformer, og de gør fælles front med USA og Rusland i kampen mod terrorismen. Der opstilles militærbaser for olie og mammon. Trusselsbilledet dækker over de mere reelle problemer, den økonomiske tilbagegang og en manglende vilje hos den politiske magtelite til at imødekomme det voksende krav i den brede befolkning om demokratisering af det politiske system. Problemet er økonomisk og politisk og ikke religiøs fanatisme.
Det billede, der tegnes af islam, sker med meget brede strøg. Emnet for årets Dagsværk er staten Kirgistan, men erfaringerne og dokumentationen af islams rolle og det religiøse liv er hentet fra nabostaten Usbekistan, som det nævnes i indledningen.Redaktionen har fundet, at de usbekiske erfaringer er repræsentative for hele regionen. Marie Louws artikel har underskriften »– i det post-sovjetiske Usbekistan«, og det er et emne, hun har særlige faglige forudsætninger for. Alligevel kan det undre, at man ikke har sat et mere præcist fokus på de religiøse forhold netop i Kirgistan, men måske er der herhjemme ikke et materiale til rådighed herom.
Hæftet er pædagogisk godt tilrettelagt og udstyret med gode noter, relevante faktabokse, kort samt fine billeder, så det skal anbefales som både et nyttigt og anvendeligt supplement til den gymnasiale islam-undervisning. Det nuancerer vor viden om islam som verdensreligion.Hans Jørgen B. Thomsen |
|
|
| |
|
