|
|
|
| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
27. juli 2005
OPERATION DAGSVÆRK/DANSKKirgistans unge i et tomrumKultur eller nedtur?– om generationskløft og generationsbevidsthed
Et kombineret undervisnings- og stilehæfteRed. Sophie Kristoffersen og Signe Grejsen Nissen60 sider
Operation Dagsværk, tlf. 33 11 45 40.Unge har til alle tider noget til fælles. Det gælder konflikterne med forældregenerationen, det gælder anstrengelserne for at blive til noget særligt og frem for alt til sig selv, det gælder de pludselige spring mellem usikkerhed/forvirring og bedreviden/uendelig optimisme. Men det at være ung er så sandelig også noget ganske forskelligt set i et historisk perspektiv og i en nutidig global sammenhæng. Sammenlign blot, hvordan livsbetingelserne er for en ung her i landet i dag i forhold til for hundrede år siden, eller sæt det op imod det at være ung i Angola, i Peru ... eller hvorfor ikke Kirgistan? For det er netop det land, som Operation Dagsværks indsamling går til i år. De unge i Kirgistan (som er placeret mellem Kazakhstan, Tadsjikistan og Kina – så ved vi, hvor vi er, ikke?) befinder sig i dag i et bemærkelsesværdigt kulturelt, socialt og økonomisk tomrum. Deres forældres generation er børn af den sovjetiske udgave af kommunismen, der nok indebar en personlig ufrihed og statslig manipulation, men dog også en vis grad af social og økonomisk tryghed. I dag har landet fået markedsøkonomi, hvilket i dette industrielt uudviklede land er ensbetydende med kolossale klasseforskelle og en så chokerende ringe skolegang på grund af skolesystemets sammenbrud, at mange unge knapt nok kan læse og skrive. Murens fald og Sovjets sammenbrud skabte en ny mur; denne gang mellem generationerne. Der er noget af et spring fra den røde pionerbevægelse og hyldestsange til systemets ledere til Coca Cola og disko-drugs.
Første del af dette hæfte til danskfaget beskæftiger sig med generationskløfter, hvad enten det nu er i et land som Kirgistan, hos en etnisk gruppe i f.eks. England eller i den danske befolkning gennem de sidste par tiår. Redaktørerne af hæftet har været i Kirgistan og medbringer herfra et interview med titlen ‘Imellem Ungkommunister og MTV’, men jeg havde nu gerne set, de havde haft mere stof med hjem derovre fra, fordi en del af det øvrige materiale er almindeligt kendt og allerede bruges i mange klasser. Det gælder f. eks. teksterne af Amy Tan, Hanik Kureishi og Tage Skou-Hansen. Anden del beskæftiger sig med generationsbevidsthed, og her er det største klip fra Couplands ‘Generation X’ og et uddrag fra en kronik med titlen ‘Generation Y’, og disse Y’er omhandler de unge, der er født efter Vietnamkrigens afslutning og før Murens fald. Tredje del af hæftet er et velfungerende stileoplæg, hvor temaerne knytter an til de foregående siders problematisering af forholdet mellem generationerne og de unges egen indsigt.
Så med udgangspunkt i et land, hvor de unge er i en slem knibe, og ethvert bidrag må siges at være ikke så lidt tiltrængt, bredes generations-problematikken ud til andre områder og såmænd også til vores egen verden. Som sagt havde jeg gerne set, at redaktørerne havde gjort mere brug af Kirgistans aktuelle konfliktstof, end tilfældet er – det kunne være gennem interviews med unge og ved kunst- og kultureksempler fra landet – men hæftet kan også i sin nuværende form anbefales. Det er bestemt både oplysende og brugbart.Niels Martinov |
|
|
| |
|