Forside
 
   
Anmeldelser
10. januar 2005 SPANSKStartguidenBirgit TengbergTag tyren ved horneneISBN 12-03965

240 kr. inkl. Moms

Gads Forlag, 2002
Ved såvel bogens titel som opbygning mærker man den erfarne formidler, der kalder en spade en spade. Bogen er en videreudvikling af En Vivos gode grammatikafsnit. Også stregen i illustrationerne af César Delgado kan nogle være fortrolige med fra Con César, også af Birgit Tengberg.Grammatikken gennemgås trin for trin med udgangspunkt i ordklasserne. Ingen overraskelser her.

Derudover tilbyder bogen Værktøjer og Genveje for den dovne, der ikke gider lære reglerne om fx konjunktiv. Dem møder man som spansklærer immervæk nogle af, så jeg bladrer med stor interesse frem til de »kætterske« sider. Her er der handlingsanvisninger til at forstå aspekt, (sondring mellem baggrund/forgrund). Man opfordres til at gå via sætningens tidsudtryk for at finde frem til den rette tid. For at forstå verbernes aktionsart stilles spørgsmålet: Indeholder verbet en grænse? Siderne er gode og vil, tror jeg, bestemt appellere til målgruppen.

Oversigten over de regelmæssige og uregelmæssige verbers bøjningsformer er rigtig god. Det kan måske tjene som erstatning for Birgit Wonsilds Nøgle til de spanske verber, hvis skolen ikke ligger inde med den.

Der er tydeligt markerede oversættelsesafsnit fra dansk til spansk, hvor eleven tager udgangspunkt i sit eget sprog i stedet for at forholde sig til abstrakte regler. Fint med brobygning mellem ordbog og grammatik.

I stedet for en selvstændig opgavebog er der løbende indlagt miniopgaver, hvor den indhøstede viden kan kontrolleres. Facit findes bagest i bogen.

Der er undervejs mange typeeksempler, der forbinder sprogets kommunikative og syntaktiske sider: Imperativ lanceres bl.a. med øvelsen Prepara un buen currículo. Konjunktiv kobles til dogmereglerne, og der fokuseres på se i passiv under overskrifter som ¿Cómo se escribe un SMS? og Hov - jeg kom lige til at... (Se me cayó el plato). Eksemplerne fanger eleverne, der hvor de er lige nu, men gør samtidigt materialet skrøbeligt over for tidens tand.

Samme tand vil også være hård ved layoutet: Det er stort, slasket og u-handy. Det er en brøler fra forlagets side, at et så vigtigt initiativ som en ny begyndergrammatik skal stækkes af et uigennemtænkt format. Der står ofte lidt på siderne, og andre steder betyder en uheldig sats, at en oversigt brydes af sideskift, som det fx sker på s. 63-64 § 79 med de direkte objektsformer.

Der er gjort meget ud af at tage brodden af det farlige ved grammatik. Og det er langt hen ad vejen lykkedes. Tiltag som tegninger, børnesange med noder og becifringer vil være en kærkommen variation og opblødning for nogle, et irritationsmoment for andre.

Med Tag tyren ved hornene som begyndergrammatik på obligatorisk niveau på hf og i gymnasiet kommer man sikkert fra start, men den giver ikke svar på samme udtømmende facon som La Gramática.

Total que ... tiene su talento.