| |
| |
|
|
| Offside |
Indhold:
Sommerkonkurrence
Bøger på vej Vi siger tak for den overvældende interesse for vores konkurrence i Gymnasieskolen nr. 11. Spørgsmål 2, hvorfra John Lennons morder kom, var lusket, så vi besluttede, at der var to rigtige svar – Atlanta, hvor han oprindeligt kom fra, og Honolulu, hvor han boede, da han traf den tragiske beslutning, at der ikke var plads til både Lennon og Chapman i verden!
Der er bøger på vej til Hanne Lind-Hansen, Ulrik Büchert, Jacob Lönneker, Vibeke Juel Andersen og Birthe Olsson.Til TopNy særudstilling om Big Bang
Big Bang hedder en udstilling på Experimentarium om universets oprindelse – om stof, eksistens og de allermindste kendte partikler: Elementarpartiklerne.
Udstillingen, som åbner d. 2. september, og som i høj grad henvender sig til lærere og elever i gymnasiet, er skabt af det a forskningscenter CERN, som også står bag udviklingen af den 27 km lange accelerator Large Hadron Collider.
Der kan bookes guidet rundvisning med en forsker fra Niels Bohr Institutet (det koster ikke ekstra), og som inspiration og forberedelse til besøget afholdes gratis heldagskursus for lærere d. 9. september. Læs mere på Experimentariums hjemmeside, hvor der også findes links til stort ressourcerum samt nyt undervisningsmateriale for fysik A, B og C.
www.experimentarium.dk/undervisning/udstillingerne/saerudstillinger/big-bang/Til TopCitat
»Kl. 9.42 – står ved foden af verdens hårdeste trappe og tænker, at arkitekten må have haft en ondskabsfuld dag, da han konstruerede den. Eller et skjult had til Ørestad Gymnasiums elever.
Det kræver en dyb indånding at bestige den. Faktisk to i eksamensperioden, for da snor den sig lige lukt op i højdernes helvede! Fuld af gamle jyske censorer og paniske teenage-piger.
Vores egne lærere benytter sig selvfølgelig af elevatoren.«Mikkel Dohn, 17 år, gymnasieelev og blogger i gratisavisen UrbanTil TopHer er du, dansker — statistisk set ...
Statistisk Årbog 2010 er på gaden. Her kan du blandt mange andre ting læse, at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i dag er 29 år mod 23 år i 1960 vi døber vores børn Emma og Lucas, mens fornavne som Jens, Peter, Kirsten og Anne er på retur færre hedder Jensen, Nielsen og Hansen til efternavn, mens flere hedder Østergaard, Vestergaard, Søndergaard og Nørgaard flere danskere går i biografen. I 2007 blev der solgt 12,1 mio. billetter, i 2009 14,1 mio. mænds ledighed er højere end kvinders. Historisk set har flere kvinder end mænd ellers været arbejdsløse hver familie har i gennemsnit 290.000 kr. til rådighed om året efter skat. Det varierer dog geografisk fra 500.000 kr. i Hørsholm til 225.000 kr. i København der er 134 mobilabonnenter pr. 100 indbyggere, dvs. hver dansker råder i gennemsnit over mere end et abonnement vi rejser oftest til Spanien, når vi tager på ferie i udlandet.Læs selv videre i bogen, som kan downloades gratis på årbogens hjemmeside, www.dst.dk/aarbog
Den kan dog også købes indbundet til 370 kr.
Læs desuden artiklen om den typiske dansker i Netmagasinet Bag Tallene på www.dst.dk/OmDS/BagTal/Arkiv/2010-06-08-Aarbog2010.aspxTil TopEn til omgang unge oversættere
Til efteråret afholder Europa-Kommissionen for fjerde gang sin oversættelseskonkurrence for unge, Juvenes Translatores.
Konkurrencen henvender sig til 17-årige elever i hele EU og består i at oversætte en tekst mellem 2 af EUs 23 officielle sprog efter eget valg, for eksempel mellem dansk og engelsk. Europa-Kommissionens oversættere retter oversættelserne og udvælger den bedste fra hvert EU-land. Vinderne får en tredages tur til Bruxelles.
Tilmelding sker på http://ec.europa.eu/translatores (mellem 1. september og 20. oktober), og konkurrencen afholdes den 23. november. Vinderne bekendtgøres, og prisoverrækkelsen finder sted i første halvår af 2011.Til TopDanmarks bedste naturfagslærer søges
Tilmeldingen til DM i naturfag 2010 er startet. Konkurrencen er åben for undervisere i naturfag i grundskoler og gymnasier. Har du et spændende undervisningsforløb i tasken, så meld dig i dysten om kontante præmier for 25.000 kr.
Tilmeldingsfristen er d. 30. juni. Finalen foregår under Uddannelsesforum d. 9. november.
Læs mere og meld dig til konkurrencen på www.formidling.dk/dmTil TopForza Argentina!
Den unge Malbec gør Agua de Piedra-vinen til en sprød sag, der passer til sommer, grill og fodbold.Fodbold blandes som bekendt ofte ind i denne spalte, og med den øjeblikkelige VM-slutrunde in mente er det ikke let at holde det ædle spil ude. Derfor har jeg på forhånd opgivet en sådan intention og i stedet – som en slet skjult støtte til Maradona og hans disciple – fundet en vin fra Argentina at smage på. Det kunne også have været en fransk vin, men i skrivende stund – hvor begge hold kun har spillet en kamp – tror jeg, at de lyseblå- og hvidstribede fra den sydlige halvkugle har større chancer for at rejse hjem med et trofæ, end mine tricolore-klædte helte har. Men i øvrigt altid dejligt at spille på flere heste. Hiir-haar! Hvorfor vælge, hvis man kan få begge dele?
Men til den hellige drik, som denne gang er en Malbec 2009, Agua de Piedra fra Mendoza i Maradonas land. Det er jo ingen hemmelighed, at Malbec-druen generelt har en stor stjerne hos mig; vi passer på en eller anden måde sammen! En modnet Malbec foran pejsen en trist vinteraften er ikke at foragte. Men nu er det jo ikke vinter (på den anden side tør jeg heller ikke påstå, at det er sommer!), så derfor undgik jeg med vilje 2008-udgaven, der stod ved siden af 09Â’eren på supermarkedets hylder, for at smage druen lidt friskere.
Jeg er heller ikke skuffet over den unge drik. I forvejen er jeg i øjeblikket lidt vild med det friske og sprøde, som trods en umiddelbar jomfruelighed alligevel besidder en vis karisma og indholdsmæssig tyngde under overfladen. Denne vin er ved første mundkast karakteristisk Malbec – som jo passer fint til grill og sommerens sammensurium af grøntsager – med den typiske bund af vanilje og en let efterklang af chokolade. Men samtidig giver den unge drue en dejlig frisk smag af blomme og fersken, lige når den møder kyssetøjet, og derved bliver den knap så tung og måske mere passende til årstiden. En umiddelbar skarp vin, der vil frem i verden, men uvægerligt viser sine bløde sider, når den er kommet ind under huden.
Jeg tror på denne vin – og på Argentina. 92 point til Agua de Piedra Malbec og et håb om, at Maradona, Messi & Co. kan skabe samme blanding af ungdommelig skarphed og moden fylde på banerne i Sydafrika de næste uger!
Inden der går alt for meget sommerdruk i den, vil jeg lige nævne en af overformynderiets jævnlige kampagner, der ramte mig hårdt en lørdag eftermiddag på vej hjem fra min lokale vinkyper: Danskerne drikker alt for meget! Og da de fleste efter eget udsagn kun i gennemsnit drikker to genstande om ugen, følte jeg mig særdeles truffet, da jeg – indrømmet! – nok drikker mere end to glas vin på en uge. Det viste sig heldigvis, at vin til maden i folks egen bevidsthed ikke gjaldt i optællingen af genstande! Således opmuntret og lettet skyndte jeg mig hjem og knappede en flaske op! Alligevel skal jeg her være mit ansvar bevidst i den store samfundsmæssige sundhedskabale og sige: Tag den med ro – der findes mange måder at beruse sig på i ferietiden ...
God sommer!Agua de Piedra Malbec 2009 koster 45 kr. i dagligvarebutikken KIWI. 50-59 point: Uden omsvøb direkte i kloakken eller til ukrudtsbekæmpelse på terrassen om sommeren. Om vinteren i stedet for salt på fortovet. 60-69 point: Til rensning af stålvask i stedet for Rens-let 70-79 point: Til medisterpølse på en mandag aften i november. 80-88 point: Til hyggemiddag på lillefredag (torsdag). 89-94 point: Englesang høres i det fjerne, når vinen ruller over tungen. 95-100 point: Det andet glas drikkes stående under afsyngelse af det pågældende lands nationalsang.Til Top
Blad-nr.:12/2010
|
|
|
| |
|