Forskning i de kunstneriske fags virkning

I Gymnasieskolen 9-10 (14. maj 2010) var der en artikel med titlen »Elever bruger de kreative fag«. Den omhandler fire københavnske gymnasiers interessante og vigtige projekt om de kunstneriske fag i gymnasiet (KULT-projektet) og AKFs følgeforskning om fagenes virkninger i en samfundsmæssig sammenhæng som følge af gymnasieundervisningen. I en interviewudtalelse forholdt jeg mig kritisk til den pågældende forskning. Det er min opfattelse, at undersøgelsen, som jeg sagde, er tendentiøs, fordi dens design og metode og den teori og begrebsstruktur, der ligger til grund, til en vis grad prædeterminerer dens resultater. »Man merkt die Absicht Â...«.

I en fælles udtalelse (Gymnasieskolen 10-10, 27. maj 2010) kommenterer KULT-sekretariatets leder, Maja Bødtcher-Hansen, og den forskningsansvarlige for AKF-projektet, seniorforsker Ulf Hjelmar, min kritik og forsvarer undersøgelsens resultater.

Situationen er den, at KULT-projektet har rekvireret og betalt for en undersøgelse af projektets virkning i specifikke henseender. Denne undersøgelse er udført af AKF. Ikke desto mindre fremgår det nu tydeligt af den fælles kommentar fra KULT-sekretariatet og AKFs forskningsansvarlige, at der er tale om en fælles intention og interesse mellem rekvirent og udfører af forskningen: »Det er imidlertid heller ikke det, vi har forsøgt at påvise i undersøgelsen. Â... Nogle udsagn peger dog på Â...«. Â– »Vi forsøger ikke at begrunde de kunstneriske fags eksistens med samfundsøkonomiske argumenter. Â... Det betyder dog ikke Â...«. Â– »Vi vil meget nødig tages til indtægt Â...«.

Dette fører uvægerligt tanken i den retning, at KULT-projektet i en eller anden forstand er »medforfatter« til forskningsrapporten eller rekvirent også af undersøgelsens resultater. Og så har vi ikke alene med et spørgsmål om forskningskvalitet at gøre, men med et forskningsetisk problem.

Nu er der næppe mange, der tager særlig notits af dette dilemma i den aktuelle situation, simpelthen fordi vi har at gøre med forskning vedr. kunstneriske fag, der af de fleste vist anses for ganske harmløs og muligvis ligegyldig. Men prøv at omtænke det aktuelle forhold til en lægevidenskabelig kontekst med liv og helbred på spil. Hvorfor skulle der ikke gælde de samme strenge normer for forskning, når den vedrører de kunstneriske fags virkning som følge af undervisning i gymnasiet?Frede V. Nielsen
DPU, Institut for Didaktik
Aarhus UniversitetOvenstående indlæg skulle have været med i Gymnasieskolen nr. 11. Redaktionen beklager fejlen.Til Top

Lærermangel og (u)liberale metoder

I interviewet i Gymnasieskolen 29. april bliver Tina Nedergaard spurgt, hvad hun vil gøre for at løse manglen på lærere i gymnasiet. Hertil svarer undervisningsministeren:

»Det er vigtigt, at lærerne tænker over, hvad de vil gøre.«

Indtil videre har ingen vist svaret ministeren. Der har også været mange andre vigtige opgaver i maj, som f.eks. den sidste undervisning og de første eksamener. Men nu har jeg pligtskyldigt tænkt lidt over det. Og jeg må skuffe TN med, at jeg ikke som hun er kommet frem til at foreslå en »differentiering« (læs: beskæring) af forberedelsestiden.

Uanset hvor meget jeg tænker, kan jeg ikke komme på, hvorfor vi som udbydere af en efterspurgt mangelvare skulle reagere med at forringe egne arbejdsforhold. GL skal selvfølgelig bruge den gunstige forhandlingssituation til at kæmpe for forbedrede vilkår for lærerne og imod beskæring af forberedelsestiden. Ikke fordi vi ikke vil undervise, som ministeren antyder. Men netop fordi vi kan lide at tilbyde kvalificeret undervisning.

Jeg erkender, at ovenstående tanker til en vis grad er baseret på markedsmæssige logikker. TN giver i interviewet udtryk for, at hun er villig til at bruge såvel liberale som uliberale metoder. I forhold til ministerens bestræbelser på at løse lærermanglen vil jeg derfor yderligere foreslå tiltag, der sikrer uddannelse, rekruttering og fastholdelse af kvalificerede lærere.

Det var nogle tanker om, hvad vi hver især kan gøre. Nu tilbage til arbejdet.Jacob Carlsson
Køge GymnasiumTil Top

Færdiggørelsestaxameteret forringer ikke kvaliteten

I lederen i Gymnasieskolen den 10. juni henviser GLs formand, Gorm Leschly, til Jyllands-Postens rundspørge fra maj måned, hvor en del gymnasielærere kunne svare ja til, at de føler et pres for at få så mange elever som muligt gennem gymnasieuddannelsen Â– ifølge lederen udspringer dette pres af taxametersystemet, med færdiggørelsestaxameteret som hovedårsagen.

Gorm Leschly undrer sig over, at jeg ikke har til hensigt at lave taxametersystemet om på den baggrund. Han påpeger, at noget af det værste, gymnasielærere kan opleve, er at skulle gå på kompromis med fagligheden og kvaliteten i uddannelsen. Jeg er helt enig i dette! Vi skal ikke forringe gymnasieuddannelsernes kvalitet. Og netop derfor ser jeg ingen grund til at ændre den grundlæggende struktur i taxametersystemet. Taxametersystemet er nemlig med til at sikre, at skolerne har en interesse i at levere så gode uddannelser som muligt til så mange unge som muligt. Og netop færdiggørelsestaxameteret skal medvirke til, at skolerne får øget fokus på, hvordan man kan hjælpe flere unge til at gennemføre uddannelsen.

Hvis der er eksempler på, at nogle elever består uddannelsen, selvom de ikke lever op til de faglige krav, mener jeg, at det er et problem, der bedst løses lokalt. Et højt fagligt niveau sikres bl.a. gennem gode undervisere, kompetent ledelse og selvfølgelig de centralt fastsatte faglige mål Â– disse ting er ikke, og har aldrig været, indbygget i taxametersystemet.

Gymnasiernes økonomi tyder da heller ikke på, at der skulle være behov for at lade elever gennemføre uddannelsen for at få udløst færdiggørelsestaxameteret, som Gorm Leschly hævder. I 2008 havde gymnasierne sammenlagt et overskud på 165 mio. kr., som steg til 205 mio. kr. i 2009.

Når det er sagt, er jeg selvfølgelig altid åben over for at se på, om systemet kan forbedres. Eksempelvis nævner Gorm Leschly det »sociale taxameter«, som tidligere har været foreslået som en mulighed for at give mere lige vilkår for gymnasier med mange gymnasiefremmede elever. Jeg stiller gerne op til en drøftelse med GL og Rektorforeningen om dette.

Jeg kan dog ikke lade være med at nævne, at regeringen allerede har iværksat en række tiltag for at hjælpe unge fra uddannelsesfremmede hjem, som gerne vil tage en gymnasieuddannelse. I Aftale om flere unge med uddannelse og job har vi indført »fastholdelsesvejledning« for at styrke fokus på fastholdelse af elever. Samtidig er det aftalt, at midlerne til fastholdelse fremover ikke kun skal gives efter antallet af elever, men også elevernes sociale sammensætning. Det er da netop det fokus på elevernes sociale baggrund, som Gorm Leschly efterspørger.Tina Nedergaard
UndervisningsministerTil Top

Svar til Tina Nedergaard

Det nuværende taxameter forringer kvaliteten
»Taxametersystemet er med til at sikre at skolerne har en interesse i at levere så gode uddannelser som muligt til så mange unge som muligt.« Sådan skriver ministeren, men er med på, at der kan være behov for justeringer.

Et taxametersystem kan udformes på forskellige måder. Det nuværende system rummer en række problemer:

Påvirkningen af uddannelseskvaliteten. F.eks. anvendes undervisningstaxameteret til andet end undervisning Â– såsom bygninger, øget administration og opbygning af formuer på skolerne.

Underfinansiering. F.eks. erkendte tidligere undervisningsminister Bertel Haarder, at der var stor underfinansiering på hhx.

Systemet tager ikke hensyn til store variationer i elevgrundlag/elevbehov. F.eks. har nogle elevgrupper større risiko for at opleve frafald i uddannelserne.

Økonomiske incitamenter til at lade eleverne bestå (færdiggørelsestaxameteret).

Stigende budgetusikkerhed. Bl.a. de store fluktuationer på VUC-området og grundtilskuddet til skolerne der bliver mindre og mindre.Den nuværende samlede taxameterudformning har reelt givet et for ensidigt fokus på bundlinje, formuepleje og bygninger. Samtidig har lærernes arbejdspres været stigende igennem flere år. I dag underviser lærerne på flere og større hold, og samtidig skal de tage flere individuelle hensyn til hver enkelt elev.

Derfor er jeg mere enig, når undervisningsminister Tina Nedergaard skriver: »Et højt fagligt niveau sikres bl.a. gennem gode undervisere, kompetent ledelse og selvfølgelig de centralt fastsatte faglige mål Â– disse ting er ikke, og har aldrig været, indbygget i taxametersystemet.«

I forhold til færdiggørelsestaxameteret er der forhold, ministeren ikke nævner. Skolernes elevgrundlag er ikke ens. Derfor er der ikke lige muligheder på de enkelte skoler. Skoler med flere frafaldstruede elever kommer i en ond spiral, fordi der er stort frafald, der giver færre ressourcer til den ekstra indsats, der er behov for. Samtidig betyder færdiggørelsestaxameteret, at skolen først får de sidste penge, op til tre år efter de er anvendt.

Undervisningsminister Tina Nedergaard er opmærksom på, at der er fraværs- og frafaldsproblemer og nævner, at der skal indføres en fastholdelsesvejledning. Desværre skriver hun ikke noget om, hvad den går ud på, eller hvad der er nyt i det arbejde. Så vidt jeg har forstået, har ministeren heller ikke planer om at gøre det i en bekendtgørelse, der uddyber det nye i fastholdelsesarbejdet?

Der er fordele ved grundtanken i taxametersystemet. F.eks. er gennemskuelighed og den tekniske fordeling på administration, bygninger og undervisning med til at bringe fokus på udgifterne til undervisning. Udkantstilskuddet er med til at understøtte det landsdækkende udbud mv.

Jeg ser frem til at drøfte justeringer af det nuværende taxametersystem med ministeren.Gorm Leschly
Formand for GLTil Top

Bogen lever stadig

Det er sørgmodigt, her i dette medlemsblad for den højere oplysning, at konstatere fra en af mine lærde kollegaer, at: »Bogen er død« Â– nærmere bestemt i den fysiske form. Jeg håber sandelig, at rygtet om dens død er stærkt overdrevet. Jeg mener nemlig at have set den materialiseret op til flere steder i den seneste tid. Jeg kan oven i købet røbe, at vi i forbindelse med den forestående fusion mellem Østre Borgerdyd og Metropolitanskolen agter at flytte tusindvis af slagsen. Jeg tillader mig således at slutte, at den alligevel ikke er helt død og borte. Så måske er det bombastiske udsagn ikke helt i overensstemmelse med sandheden og en lidt forhastet slutning? Muligvis tager Rita Houmann, Gymnasieskolen 10-10, fejl?

Som udgangspunkt synes jeg da, det er glædeligt at erfare, at mere eller mindre nye tiltag inden for den ædle formidling modtages med begejstring. Men blot fordi der naturligvis til stadighed, og i takt med den almindelige udvikling, kommer en lind strøm af nye muligheder inden for undervisning, skal vi da vel ikke skrotte den gode gamle bog? Tro det eller ej, der er faktisk også elever, som ligefrem har glæde af bøger. Hvis der nu i fremtiden kommer noget helt nyt (men udviklingen stopper måske her?), er den elektroniske tavle så også yt Â– eller? Personligt er jeg da ganske glad for, at man ikke i 1400-tallet, i begejstring over den nye bogtrykkerkunst, begravede de gamle, udrangerede håndskrifter.

Det synes mig at være lidt af et paradoks, at samtidig med at den samlede viden øges, er der en tendens til, at det enkelte individs fond af basale kundskaber reduceres. I forbindelse med en netop overstået eksamen argumenterede en elev (kildekritisk i egen selvforståelse) for, at: »Man kan ikke stole på alt litteratur. Især ikke gammelt litteratur«. Heraf fulgte, at det mest troværdige var det nyeste, som selvfølgelig findes på nettet.

Det hele kan således findes på nettet, og så kan vi lige her og nu klaske det op på den elektroniske skærm. Så hvad i alverden skal vi så med bøger, er argumentet åbenbart. Men er der ikke stadig behov for en vis basisviden, som også kunne tilegnes via en bog? Stille og roligt i læselampens skær. Utvivlsomt er der fordele ved at anvende den elektroniske tavle, men hvorfor i alverden skulle det eksempelvis udelukke den klassiske tavle eller bogen?

Eller kan og skal det hele bare klares via nettet? Hvis vi skal have fat i de 95% af en ungdomsårgang, skulle vi måske netop anvende alle de muligheder, der er til stede Â– inklusive den gode gamle bog? Jeg foreslår derfor, at vi ikke brænder vores bøger, men stadig inddrager dem i vores undervisning. Selv vil jeg fortsætte med bogen samt alle de andre muligheder, vi har til rådighed. Jeg vil også at tage en masse kridt med til de gammeldags tavler, der faktisk også indrettes, side om side med de elektroniske på det nye Gefion Gymnasium.

Så længe leve bogen samt alle de andre undervisningsmidler og den teknologiske udvikling. Sidstnævnte er nok kommet for at blive. Også et leve til den sunde fornuft, men sidstnævnte er måske i fare for at dø? Der er desværre noget, der tyder på det.Peder Enevoldsen
MetropolitanskolenTil Top

Kan det mundtlige dannelsesgymnasium siddes af?

»Begræns adgangen til gymnasiet. Med lave indgangskarakterer kan elever ikke bestå gymnasiet.«

Denne interessante påstand er fremført i dagspressen af tre gymnasiale rektorer. Som lige glemmer at fortælle to ting: At stort set ingen dumper i gymnasiet; og at brug af mundtlige karakterer bevirker, at gymnasiet kan siddes af, da eleverne får middelkarakter bare for at møde op og fortælle om generelle ting, altså uden at behøve at læse lektier eller aflevere skriftlige opgaver.

Ud over at kommentere Hertz og Wulff »Spillet om karaktererne« kunne de tre rektorer undersøge reliabiliteten i følgende undersøgelse, som jeg foretager årligt:

En person påstår, at »man kan få 4 i mundtlige fag uden at have læst lektier« og »man kan godt få 7, selv om man altid svarer rigtigt.« To ud af tre afgangselever mener, at personen har ret, meget ret eller meget meget ret.

Ligeledes kunne rektorerne undersøge deres lister over afgangselevernes skriftlige fravær, som naturligvis burde være på 0%, men hvor tal mellem 30% og 50% ikke er ualmindelige.

Endelig burde rektorerne tage en kort tur til Canada for at se deres egen linjeopdelte dannelsesskole baseret på mundtlige karakterer perspektiveret af den internationale skolestandard: Den blokopdelte oplysningsskole baseret på skriftlige karakterer.

Næste gang rektorerne går i medierne, kunne det så være med en opfordring til at globalisere de danske ungdomsuddannelser ved at indføre et fireårigt oplysningsgymnasium for alle fra ottende klasse, opdelt i halvårsblokke og baseret på troværdige skriftlige karakterer.Allan Tarp
Grenaa Gymnasium, HF & IBTil Top

Standpunktskarakterer

Jeg forstår ikke rigtigt Allan Tarps problemer med standpunktskarakterer. Selvfølgelig skal karakteren angive elevens standpunkt ved karaktergivningstidspunktet. Det er det, aftageren er interesseret i.

Standpunktet kan tit findes ud fra skriftlige test foretaget i den periode, der er gået, siden læreren fik klassen. Disse må selvfølgelig indgå i lærerens skøn over elevens øjeblikkelige standpunkt. Hvis der er tale om en årskarakter, må alle årenes test indgå, da en delmængde heraf ikke kan give et fyldestgørende billede af standpunktet ved årets slutning. Det er ikke muligt at lave en enkelt test, som tester elevens viden og færdigheder i et fag. Selv ikke en fire timers årsprøve kan dække alle de finurligheder, eleverne skal beherske.

Derfor må samtlige test og lignende indgå i lærerens professionelle skøn ved årets slutning, og eleverne skal have at vide, at de indgår. Alt andet ville være uprofessionelt og uansvarligt. Og i modstrid med bekendtgørelsen.Torben Amtrup
Tidl. Rungsted GymnasiumTil Top Blad-nr.:12/2010