Forside
 
 
Fast Menu
 
Faglig information
Indhold:

Ferietid!

Blev du ansat i august 2009?
Hvis du er ansat på det almene gymnasium, skal du ifølge overenskomsten holde ferie fra og med den 5. juli til og med den 6. august 2010. Er du ansat på hhx/htx, afholdes ferien efter den lokale ferieplan. Denne kan du få oplyst på skolen.

Hvis du ikke har optjent ret til ferie med løn, vil du ikke få udbetalt din sædvanlige løn i skolens sommerferie.

Der er en række andre muligheder for at få dækket den manglende løn:
Feriekort med feriepenge fra en tidligere arbejdsgiver.Feriedagpenge fra din arbejdsløshedskasse (MA). Hvis du har optjent feriedagpenge, har du medio april 2010 fået besked fra arbejdsløshedskassen. For at få udbetalt feriedagpenge skal du opfylde en række betingelser – læs mere på MAs hjemmeside (www.ma-kasse.dk) Arbejdsløshedsdagpenge. Rækker din egen optjente ferie inklusive dage med feriedagpenge ikke til hele ferien, kan du efter at have afholdt disse opnå ret til arbejdsløshedsdagpenge, hvis du er tilmeldt jobcenteret og er arbejdssøgende.Ansat fra august 2010
Hvis du bliver ansat den 1. august 2010 på stx/hf, begynder du din ansættelse med 5 dages ferie som følge af den tvungne ferieperiode (gælder ikke ansatte på hhx/htx.)

Du modtager ikke løn for denne periode, men kan holde egen optjent ferie og ferie med feriedagpenge, hvis du har ret til det (se ovenfor). Har du ikke mere ferie til gode (egen ferie eller dage med feriedagpenge), kan du få almindelige dagpenge, hvis du er tilmeldt jobcenteret og er jobsøgende.

Du kan få yderligere oplysninger om feriedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge i Magistenes Arbejdsløshedskasse.

Du kan læse mere om de generelle regler om ferie i den gymnasiale sektor på GLs hjemmeside www.gl.org
Til Top

Før du ansættes i nyt job

Har du fået tilbudt et nyt job, så kontakt tillidsrepræsentanten på skolen/kurset, før du siger ja til at blive ansat.

Lønnen er til forhandling ved enhver nyansættelse. Forhandlingen og indgåelsen af en lønaftale foregår mellem skolens/kursets ledelse og tillidsrepræsentanten. Lærere kan ikke selv indgå lønaftaler, det er kun tillidsrepræsentanten, der har denne kompetence.

Lønforhandlingen handler om, hvilke lokale kvalifikationstillæg og funktionstillæg du skal have fra ansættelsen, hvilke forhåndsaftaler du er omfattet af mv. Endvidere sikrer tillidsrepræsentanten, at du indplaceres rigtigt i forhold til din lønanciennitet på basislønskalaen og får de centralt aftalte tillæg, som du er berettiget til i henhold til overenskomsten.

Tillidsrepræsentanten vil også kunne hjælpe dig med andre spørgsmål, som rejser sig i forbindelse med ansættelsen.

Kommer du fra en anden stilling, så sig ikke op, før vilkårene for dit nye job er endeligt aftalt.

GLs sekretariat kan besvare spørgsmål om dine løn- og ansættelsesvilkår i øvrigt.

På GLs hjemmeside www.gl.org kan du se, hvem der er TR på den enkelte skole.
Til Top

Stor interesse for GLs pulje til »Attraktive Arbejdspladser«

Interessen for GLs pulje til at fremme attraktive arbejdspladser er stor. I første ansøgningsrunde behandlede styregruppen 20 ansøgninger, hvoraf 15 fik tildelt økonomisk støtte til et samlet beløb på 674.000 kr. Tre ansøgere modtager besked om, at der er behov for at tydeliggøre ansøgningen til næste runde, mens to ansøgninger blev afvist, da styregruppen vurderede, at de lå uden for ansøgningskriterierne.

Generelt er kategorierne »organisering og planlægning«, »indflydelse« og »kommunikation« topscorerne i første runde, men en række projekter griber ind over flere af de opstillede ni kriterier. Færrest projekter omfatter kategorierne »arbejde og fritid« og »administrativt arbejde«.

GL ser frem til udmøntningen af projekterne, som alle er indstillede på at formidle resultaterne til en bredere kreds af interesserede. De økonomisk støttede projekter har modtaget bevillingsskrivelse, mens ikke-støttede projekter har fået besked med afslag.

Næste ansøgningsfrist er 1. november 2010. Øvrige ansøgningsfrister er: 1. april 2011 og 1. november 2011.

På www.gl.org findes en nærmere omtale af de støttede projekter med navne på kontaktpersoner, så det er muligt at kontakte skolerne for yderligere oplysninger om de enkelte projekter.
Til Top

GL ønsker alle en god sommer

GLs hovedbestyrelse og sekretariat ønsker alle en rigtig god – og forhåbentlig solrig – sommer!

Sekretariatet er åbent hele sommeren, men fra mandag den 28. juni 2010 til fredag den 13. august 2010 lukker telefonerne kl. 14:00.
Til Top Blad-nr.:12/2010