Jesper Bennike 1952-2010

Efter sommerferien 1981 var vi en stor flok unge, nyuddannede gymnasielærere, der startede på Fredericia Gymnasium og hf. Jesper var en af os og mødte op i sort læderjakke. Høj, flot og ranglet, ja næsten drenget. Men desuden var Jesper Â– næsten i modstrid med sit unge ydre Â– belæst som få.

Jesper voksede op i Middelfart og blev student fra Fredericia Gymnasium. Efter at have taget pædagogikum i Skive vendte han tilbage til sit gamle gymnasium, hvor han underviste i fagene dansk og religion. Jesper elskede sine fag og faglig fordybelse, en fordybelse, som han dog efterhånden så undergravet af for ham udhulede og tomme begreber som kompetencer og læring. Jesper var en stor personlighed, der ikke blot var velorienteret i sine egne fag, han havde mange og brede interesser. Jesper var således mangeårigt medlem af skolens kunstudvalg. Han læste med interesse den klassiske og nye verdenslitteratur, så film, sang i kor og gik til klassiske koncerter. Han cyklede og løb og havde detailviden inden for så forskelligartede områder som roser, vine og ja, fugle, var velbevandret i fodbold og tennis, hørte rockmusik og spillede kort. En ægte humanist.

En særlig niche fandt Jesper sammen med gode kolleger som Viggo og Thorkild ved den årlige julerevy, hvor de kærligt spiddede årets tildragelser på skolen.

Det drengede bevarede Jesper lige til efteråret 2007, hvor han pludselig blev mærkbart ældet. Kroppen blev svagere. Han måtte opgive løbet og cykelturene, men intellektet var stadig lige skarpt. I foråret 2008 fik Jesper stillet diagnosen ALS, en ubarmhjertig sygdom, der rammer nervesystemet, og han måtte derfor opgive undervisningen.

Nu startede en helt ny tilværelse for Jesper, men som Christian, Jespers søn, skrev til os efter begravelsen, »fulgte der med ALS-sygdommen også et nærvær og en fortrolighed, der bragte os alle tættere sammen«. Det blev to meget intense år, hvor Jesper for alvor blev klar over, hvor meget han betød for mange.

Mange kolleger besøgte ham, havde mad med, drak rødvin og så fodbold Â– og så blev der diskuteret på højt intellektuelt niveau. Jesper var langt mere velorienteret end os andre, fik læst både aviserne og de nye bøger grundigere end os. Han hidsede sig op over Fogh Rasmussen, skulle låne Rilke igen af en kollega, syntes ikke, at personerne levede i Ida Jessens Børnene og fik genlæst Pontoppidans murstensromaner. Jesper var skarp til det sidste.

Jespers kortklub, som har eksisteret i 25 år, fortsatte, men henlagde alle kortaftenerne til Jespers villa i Strib. I starten sad Jesper med ved bordet, men efterhånden som sygdommen skred frem, kom han med meldingerne til Pia, Anette eller Jeanette, de tre søde, smilende og meget professionelle hjælpere, han havde ansat, og som gav hjemmet et kvindeligt touch, hvilket Jesper satte meget pris på.

Men dem, der betød mest for Jesper gennem hele sygdomsforløbet, var børnene Christian og Marie. Han vidste, at han ikke skulle se dem blive »rigtigt« voksne, men det glædede ham at vide, at de var godt på vej. Og vi andre ved, at han har givet dem en værdifuld bagage med i tilværelsen.
Jesper døde den 13. april i sit hjem, fredeligt og omgivet af sin familie.På kollegernes vegne
Vibeke Muff Laursen og Lisbet Kjeldsen
Fredericia Gymnasium og hfTil Top Blad-nr.:12/2010