| |
| |
|
|
| Anmeldelser |
14. september 2006
Operation Dagsværk – ReligionFromt og opbyggeligt!Tro med dialogRed. Marie Dehn Sparrevohn og Taia Nysted Schjøtt34 s. ill.
Kr. 30, klassesæt 400
Operation Dagsværk. 2006
www.od.dk eller tlf. 3311 4540.Man bliver noget forvirret eller desorienteret, når man læser de 9 artikler og tekster igennem i religionshæftet til dette års Operation Dagsværk. For hvad er egentlig det faglige fokus med denne tekstsammensætning, spørger man sig selv efter endt læsning.
Materialet falder i to dele, dels tekster, der beskriver religionernes (kristendom og islam) virkningshistorie i Sydafrika under og efter apartheidsystemet, dels tekster til Muhammed-konflikten i Danmark.
Om de religiøse forhold i Sydafrika er der en meget læseværdig artikel af Kirsten Munk om ubuntu – begrebet i sydafrikansk sort teologi og dets betydning for Desmond Tutus Sandheds- og Forsoningskommissions arbejde efter apartheidsystemets fald i 1994. Kirsten Munk ved, hvad hun taler om, og har også skrevet den meget anbefalelsesværdige lære- og tekstbog: »De døde lever« (1998) om religion, tradition og kulturmøde i Sydafrika.
Muhammed-konflikten behandles i en populariserende artikel af Mikael Rothstein, derefter følger de 4 danske biskoppers hyrdebrev i forbindelse med denne krise (der ikke blev udsendt), et kristent og muslimsk synspunkt på dialog, og til slut søges de to emneområder bundet sammen ved den sydafrikanske muslimske protestnote til den danske ambassade i forbindelse med den internationale Muhammed-krise. Pointen med denne sammenkædning af tekster synes at være, at man i Danmark og andre steder i verden kan lære noget af den sydafrikanske tradition for respekt, ligeværd og ikke-vold mellem religionerne. For at sige det lige ud, så forekommer det mig at være en meget tynd og overfladisk konstruktion, og jeg fornemmer, at hæftets behandling af de sydafrikanske forhold mere er et påskud eller springbræt til at gå ind i den danske debat efter Muhammed-konflikten.
Det må undre én, når projektet, der er bærende for Operation Dagsværk i år, er at støtte undervisningen for farvede unge i Cape Flats – forstæder til Cape Town. Det ville kun være naturligt at have forholdene her som fagligt fokus. Det skal siges, at hæftet har en enkelt artikel – en journalistisk reportage fra Cape Flats, men den fortæller ret overfladisk om det gode og uproblematiske forhold mellem kristne og muslimer, som en 19-årig kristen pige siger: »Mange af mine venner er kristne, og min kæreste er kristen, men jeg har en muslimsk ekskæreste, og det gjorde ingen forskel – vi laver det samme.« (!). Andre citater fortæller om Guds forunderlige indgriben i en række menneskers skæbner i Cape Flats triste hverdag. Artiklen og hele hæftet er rammet ind af farvestrålende fotos af smilende og glade farvede børn og unge. Her går det med Guds og Allahs hjælp tilsyneladende meget godt! Der er ikke ét eneste billede af en hård og barsk verden. Så der er vel ingen grund til at hjælpe og gå Vorherre i bedene, kunne man indvende!
Det er alt sammen meget fromt og opbyggeligt, men hvor langt skal man gå for at popularisere og forenkle tingene? Ganske vist skal eleverne i gymnasiet nu have religion allerede i 2.g, men de faglige krav er på ingen måde blevet mindre. Jeg fatter ikke, at man ikke har indhentet et fagligt arbejde, der beskrev og analyserede de religiøse forhold i disse miljøer og den rolle, religionerne har for det sociale liv. Måske er de religiøse forskelle her et rent luksusproblem eller uden relevans på baggrund af fælles elendige sociale forhold og derfor ikke uden videre sammenlignelige med eller forbillede for miljøer, hvor der er andre faktorer i spil omkring de religiøse forskelle.
Men som hæftets titel angiver, vil man fremme dialogen mellem religionerne. Formålet er bl.a. at finde ud af »hvordan vi også i Danmark kan opnå dialog kristne og muslimer imellem.« Og til det formål har man så sammensat artikler og tekster med en stærk direkte appel til dialog og uden andre synsvinkler på denne sag, hvad der ellers er nok af i det danske samfund, og M. Rothstein afslutter sin artikel med en opfordring til »blød« religion, som han kalder det, for at undgå, det der er værre (sådan fortolker jeg M. Rothsteins religionssyn) – en fanatisk, insisterende »hård« religion. Ovenover på samme side (s. 23) er der meget effektfuldt sat et billede af farvede, henrevet i lovprisning eller bøn med lukkede øjne og udstrakte arme.
Men den måde at skelne skidt fra kanel på går altså ikke! Et sådant moraliserende fokus er ikke et emne for religionsundervisning i de gymnasiale uddannelser. Vi skal arbejde med faglige problemstillinger, og så kan det være, at der gennem den faglige fordybelse sker holdningsændringer. Men herom kan man intet vide med sikkerhed – Herrens veje er uransagelige, som der står skrevet et sted. Hvad enten det drejer sig om moralsk opbyggelig humanisme eller from religiøsitet, er det ikke et formål for undervisningen eller skolen. Den form for humanisme og den kulturkristendom, der fra officiel side promoveres for tiden med salmesang, bøn m.v. i skolerne, er to alen af samme stykke.
Her gælder det om at holde tungen lige i munden i disse dage!
I modsætning til tidligere år kan jeg derfor ikke bruge dette hæfte fra Operation Dagsværk, og det er ikke, fordi jeg personligt er modstander af dialog. Tværtimod finder jeg, at det er den eneste farbare vej, men det vedrører ikke min undervisning på en direkte måde. Og jeg kan derfor heller ikke anbefale det i sin helhed. Enkelte tekster kan sagtens anvendes i forskellige sammenhænge. Den herboende muslimske filosof Safet Bektovic har skrevet en klog og erfaringsfuld artikel, biskoppernes hyrdebrev, der som sagt ikke blev udsendt, som ville være spændende at sætte op over for sort teologi og praksis i Sydafrika,og den muslimske protestnote kunne bruges til en sammenligning af religiøse menneskers rettigheder i Sydafrika og Danmark.
Men fri os fra moralisering!
Bedre held næste år!Hans Jørgen B. Thomsen |
|
|
| |
|
