|
Ækvatorialt kulturmøde
Aalborghus Gymnasium
i Aalborg er nu i gang med sin tredje
udveksling med God-Bura Secondary School
ved Victoriasøen i Kenya. Dette
års besøg var rent rejseteknisk
det hidtil mest vellykkede, men det kan
ikke længere skjules, at aids hærger
blandt de unge og produktive.
Tekst: Thyra Bjerreskov
Jeg sidder op ad husmuren
i skyggen bag rektors hytte og snitter
tomater til frokostgryderetten sammen
med Beldine, rektors ene kone, og et par
af hendes nabokoner, men det meste af
opmærksomheden er vendt mod de åbne
vindueshuller i den nærliggende
bygning. Derinde er vores 6 piger i gang
med at demonstrere for alle pigerne på
skolen, hvordan man sætter kondomer
på. Lidt længere borte i et
større lokale er vores 4 drenge
på samme måde i gang med at
forklare og demonstrere for de afrikanske
drenge. Alle har øvet sig under
stor munterhed hjemme på gæstehusets
terrasse på en lille colaflaske
for at være sikre på, at de
kunne rulle Den sorte Mamba på i
en håndevending! Men hvordan vil
de afrikanske kammerater reagere? Og vil
de modtage de kondomer, som vores elever
har medbragt til uddeling? Arrangementet
er kommet i stand på forslag af
en af vore elever. De unge har fået
lov til at være uden læreropsyn,
men vi har vendt og drejet forløbet
på forhånd, for der står
liv på spil – mange liv! Pludselig
lyder der høje lattersalver ud
fra lokalet og ivrige stemmer hæver
sig i livlig samtale. Til slut synger
de sammen. Jeg ånder lettet op –
det lyder til at være gået
godt! Bagefter får jeg at vide af
vores elever, at de afrikanske elever
havde været utroligt interesserede
og direkte, og at kondomerne var blevet
revet væk!
Aids-katastrofen i fokus
Det er nu 3. gang Aalborghus Gymnasium
besøger God-Bura Secondary School
i Kenya. Også denne gang er gruppen
af elever og lærere blevet mødt
med overvældende gæstfrihed
fra vores værtsskole. Vi er blevet
modtaget med en flot og veltilrettelagt
velkomstceremoni, vi har fulgt timer og
prøvet at overnatte på skolen,
eleverne på sovesalene, lærerne
i rektors hytte, og eleverne har været
ude to og to for at besøge nogle
af de afrikanske elever på deres
hjemlige bopladser i et helt døgn.
Men denne gang har aids-katastrofen været
overskriften over mange af vores oplevelser
i langt højere grad end før.
Aalborghus’ bidrag
Vi har prøvet at forberede os hjemmefra.
Eleverne har i en studiekreds arbejdet
på en aids-oplysnings-sketch efter
Forum Teater-metoden under ledelse af
Danidastipendiat Peter Sloth Madsen, der
har erfaringer med dette fra Mocambique.
Vi har også givet GBSS en gave bestående
af en generator, et tv-apparat og en video,
så de kan vise nogle af de mange
programmer, der nu er tilgængelige
på engelsk eller kiswahili. Men
vi har ikke hjemmefra haft noget klart
billede af, hvor langt skolen er kommet
med aids-oplysningen, og vi er spændte
på, hvordan den aids-oplysningsforening,
som blev dannet af elever og lærere
på GBSS efter sidste Danmarksbesøg,
har klaret sig og hvor langt, de er kommet.
Myndig og klar
I løbet af de to dage, der er sat
af til aids-debatten, bliver vi klar over,
at skolen nu er kommet meget langt med
den faktuelle oplysning. Vi overværer
bl.a. aids-undervisning i en 3. klasse,
hvor Beldine, der ud over at være
rektors 1. kone også er en dynamisk
og meget populær lærer på
skolen, gennemgår smitteveje på
en forbilledlig klar og myndig måde,
samtidig med at hun med humor og åbenhed
besvarer alle de spørgsmål,
der stilles fra elevernes side.
Hvorfor gør I ikke det nødvendige?
Oplæggene på debatdagen og
på en senere oplysningsdag for en
nærliggende folkeskole kommer dels
fra elevmedlemmer af oplysningsforeningen,
dels fra lærerne. Temaet for den
efterfølgende gruppedebat er ikke
længere »Hvad er aids og hvordan
spredes den?« men »Når
I nu godt ved, hvad I skal gøre
for at undgå at få aids, hvorfor
gør I det så ikke?«
Kort lykke i majsmarken
Min kollega og jeg er i gruppe med nogle
af lærerne, og i løbet af
samtalen viser der sig hurtigt et forstemmende
billede af en tilsyneladende næsten
ubrydelig ond cirkel af fattigdom og uvidenhed
og undertrykte og retsløse kvinder:
Fattigdommen gør, at de unge ikke
har reelle muligheder for at få
en uddannelse og en fremtid og derfor
ikke har nogen tilskyndelse til at passe
på sig selv og udskyde nogle behov
for at kunne opfylde en fremtidsdrøm.
Ville vi ikke også gribe muligheden
for lidt hurtig lykke i majsmarken, hvis
det var den eneste adspredelse i et udsigtsløst
liv uden andre tilbud end den ugentlige
gudstjeneste?
Sikker sex = anal sex
Uvidenheden i lokalmiljøet er stadig
stor: Det er stadig manges overbevisning,
at aids skyldes »onde øjne«
og søgningen til diverse healere
eller troldmænd er stor. En af vores
elever har fået betroet af en ung
mand fra lokalmiljøet, som jævnlig
frekventerer de prostituerede på
barerne, at han for at sikre sig mod smitte
vælger analt samleje, hvis han ikke
lige har et kondom! Ingen vil endnu indrømme,
at et familiemedlem er smittet af frygt
for den sociale udstødning og den
bagtalelse, der følger med. Derfor
dør folk stadigvæk officielt
af kræft, nyresvigt og infektionssygdomme,
men uofficielt hvisker man The Scourge!
(»Svøben«).
Sex = russisk roulette
Det sørgeligste led i kæden
at se for mig som kvinde er dog kvindernes
udsathed. Hvert samleje er for hende som
at deltage i et spil russisk roulette,
som hun ikke engang selv har valgt. Mandens
behov for og ret til sex er så selvfølgelig,
at der ikke kan stilles spørgsmåltegn
ved den. En kone, hvis mand frekventerer
prostituerede, kan ikke af den grund nægte
ham sex og vil i mange tilfælde
ikke engang drømme om at gøre
det. Selv kvinder med uddannelse må
finde sig i at deres mand tager kone nummer
to. De unge piger er udsatte for tilnærmelser
ikke blot fra deres jævnaldrende,
men fra voksne mænd i det hele taget
og også ofte fra lærerne.
Især det sidste er tragisk, da også
mange af folkeskolerne er kostskoler,
og pigebørnene så er helt
værgeløse.
Kirken urealistisk
Kristendommen og kirkernes rolle er her
problematisk. Frugtbarheden og seksualiteten
var i det traditionelle samfund en hel
central faktor, som man var fuldt på
det rene med og derfor havde lagt i meget
faste kanaler. De unge havde lov til alt
muligt andet end fuldbyrdet samleje, og
pigerne blev bortgiftet så tidligt,
at de som regel gik fra deres forældres
varetægt over til deres nye families
varetægt, så snart de var
kønsmodne. Den kristne europæiske
kultur derimod ser ikke på samme
måde de biologiske kendsgerninger
i øjnene, men prædiker en
afholdenhed som er ganske urealistisk,
navnlig da ægteskaber samtidig helst
først bør indgås langt
senere, når de unge ideelt har afsluttet
deres skolegang og fået en eller
anden form for uddannelse. Samtidig er
seksualiteten blevet et tabuemne. Det
giver et langt slip fra 13-20, hvor de
unge formodes at holde styr på sig
selv og hormonerne, uden præcis
instruktion og uden legitime sikkerhedsventiler.
Dvs. at mens officielt ingen har kærester,
så har stort set alle det uofficielt.
Det svarer til at sende børn ud
at lege på motorvejen!
Det magtfulde medium
På debatdagen fik vi også
set smagsprøver på de videoer,
som GBSS nu kan vise eleverne i kraft
af den gave, Aalborghus har givet skolen.
Vi kunne se, hvilken enorm autoritet mediet
har. Der var dødstille koncentration,
da videoen blev startet. Benzinduften
og den dæmpede motorlarm fra generatoren
uden for vinduet gav forevisningen en
egen atmosfære. Eleverne fik forevist
en film på kiswahili om en ung,
veluddannet kvinde, der var stået
frem med sin sygom. Filmen fulgte hende,
indtil hun døde som et udmarvet
skelet. Så kom der en forfærdelig
film om kønssygdomme, hvor man
i nærbilleder fik forevist kroppe
og kønsorganer i alle stadier af
forrådnelse og misdannelse –
regulær skræmmekampagne! Senere
blev der vist en meget lang film, hvor
smukke unge universitetsstuderende i Nairobi
anbefalede og demonstrerede, hvordan man
sagtens kunne gå ud sammen og have
det sjovt uden at dyrke sex – en
virkelighed, der ligger lige så
langt fra de unges reelle muligheder ude
i landsbyen som Victoriasøens horisont.
Vi kunne konstatere, at lærerne
først skal til at lære at
bruge filmmediet – at vælge
film, der passer i niveau, og at følge
de magtfulde billeder op med samtale og
debat.
Fremtidsplaner
Men Rom blev ikke bygget på én
dag, og hvor vi i drømme flyver
direkte til målet, så må
man i virkelighedens verden gå den
skridt for møjsommeligt skridt!
Nu glæder vi os til et genbesøg
og er i fuld gang med at planlægge
et kursus i »peer-education«,
hvor vi vil prøve at udruste de
besøgende elever og lærere
til at påvirke holdningen til sex
og den seksuelle adfærd blandt de
unge på GBSS og skabe mere åbenhed
om det at leve med aids. Vi ville gerne
frelse hele lokalsamfundet, men vi må
nøjes med at give en hånd
til vores udvekslingsskole, og så
håbe på at de mange kræfter
og ideer, der er i lokalsamfundet, må
finde udveje for at bekæmpe fattigdommen.
Vi ved, at vi ikke kan gøre alt,
men vi tror, at vi kan gøre noget,
og derfor håber vi, at vores udvekslingsordning
vil kunne fortsætte fremover.
TIL TOP
Blad-nr.: 21/2002
|